Mental sundhed

Frihed og fællesskab for mental sundhed

Publiceret 26-07-2023

Forskning har vist, at det særligt er tre faktorer, der har betydning i forhold til at styrke vores mentale sundhed. Forsker ser gode rammer og muligheder for den i Thy.

Line Nielsen flyttede i 2020 fra Birkerød på Sjælland til Thy sammen med sin mand og deres to børn. Foto: Brian Koning.

En kvinde på en damecykel med sin datter cyklende ved sin side triller ned ad hovedgaden i Klitmøller. Hun vinker og hilser på flere, hun møder på vej ned til stranden. Hun er relativt ny i Thy, men hun føler sig hjemme i området. Kvinden er Line Nielsen, der forsker i mental sundhedsfremme på Institut for Psykologi på Københavns Universitet. 

Det er nu over to år siden, hun rykkede til Klitmøller fra Birkerød med sin mand og to børn. Familien havde lyst til et eventyr og besluttede sig for at gøre den lille by i Thy til deres nye hjem. Her har Line Nielsen fundet et sted, som rummer meget af det, livet handler om for hende. 

- Naturen, surf og de fantastiske omgivelser trak i os. Jeg nyder at komme ud i naturen, og så summer det hele bare af fællesskab og socialt liv. Vi oplever, at folk vil hinanden, fortæller Line Nielsen.

"Det er ikke så vigtigt, hvad det er, der føles meningsfuldt. Det afgørende er, at vi har noget i vores liv, der skaber en følelse af mening."
Line Nielsen

Emne med stort fokus 

Arbejdet med mental sundhed har været altoverskyggende i Line Nielsens karriere. Hun har været med til at sætte mental sundhedsfremme på Danmarkskortet. Det er sket gennem ABC for mental sundhed, der er den første forskningsbaserede indsats, der giver et nyt, positivt og handlingsorienteret fokus på mental sundhed, så det også omfatter alt det, der fremmer trivsel og styrker os som mennesker.  

Da hun og kollegerne startede ud, var der ikke mange, der interesserede sig for, hvordan man lavede sundhedsfremme på det mentale område. Men der er kommet en stor bevågenhed på mental sundhed, og i september sidste år fik ABC for Mental Sundhed tildelt Folkesundhedsprisen 2022 af Dansk Selskab for Folkesundhed. 

- Det øgede fokus skyldes blandt andet, at vi gennem de seneste år har set en stigning i antallet af mennesker, der trives dårligt eller har psykiske lidelser - og så har Corona-pandemien været med til at sætte ekstra fokus på mental sundhed, vurderer Line Nielsen.  

- Vi oplever nok, at tingene nogle gange går stærkt, selvom vi godt intuitivt ved, hvad der egentlig er godt for os og vores nære, så er det ikke altid, vi får det gjort, fordi livet løber afsted med os, siger hun.

ABC-modellen 

I sit arbejde har Line Nielsen været med til at sætte fokus på, hvad der styrker den mentale sundhed hos os mennesker. Det har vist sig, at vores mentale sundhed i høj grad er påvirket af, om vi:  

A: Gør noget aktivt 
B: Gør noget sammen 
C: Gør noget meningsfuldt 

 

Line Nielsen forsker i mental sundhed på Institut for Psykologi på Københavns Universitet.

- Nogle bliver glade af at være fysisk aktive i den lokale fodboldklub, mens andre finder glæde i at være spirituelt aktiv. Det er forskelligt fra person til person, hvad der giver os energi, og hvad der opleves meningsfuldt. Det er ikke så vigtigt, hvad det er, der føles meningsfuldt. Det afgørende er, at vi har noget i vores liv, der skaber en følelse af mening.  

- De fællesskaber - der også er rigtig vigtige for vores mentale sundhed - kan også se meget forskellige ud. Men når vi bryder det helt ned, er det de tre faktorer, der går igen, når det handler om at styrke og vedligeholde vores mentale sundhed, forklarer Line Nielsen og fortsætter: 

- Når man kender de tre budskaber i ABC for mental sundhed (gør noget aktivt, gør noget sammen og gør noget meningsfuldt), så kan man se sit eget liv igennem den skabelon - og måske blive mere bevidst om, hvad der gør en glad, siger hun.
 

Voksent højskoleophold  

For Line Nielsen er det vigtigt at prøve noget nyt og udfordre sig selv i løbet af livet. Når man rykker sig fysisk og oplever noget andet, så giver det nogle nye perspektiver til både det faglige og personlige liv, forklarer hun.  

I Thy, ser hun for eksempel rigtig mange ting, som hun fra forskningen ved, giver gode fysiske og sociale rammer for mental sundhed. Personlig føler hun, hun bevæger sig rundt i et mental sundheds-laboratorie.   

- Jeg har det lidt som om, jeg er på et højskoleophold - bare som voksen. Det er som om, at det sociale liv, der er på en højskole, er lidt det samme som her. Vi bor bare i hvert vores hus, men hvis man har lyst, så kan man gå ud af sit hjem og blive en del af noget.  

Line har en oplevelse af, at folk i Thy lægger mærke til hinanden og hjælper hinanden uden at blande sig.  

- Jeg kan huske en dag, hvor jeg stod med en cykel, der var punkteret. Det var på alle måder udramatisk, og jeg havde styr på situationen. Alligevel var der virkelig mange, der stoppede og spurgte, om de skulle hjælpe mig. På Sjælland var det givetvis også nogle, der ville have stoppet, men jeg tvivler på, det ville have været i så massivt et antal, fortæller hun.  

Sundhed skal understøttes 

Hun er i dag ikke i tvivl om, at beslutningen om at flytte familien til Thy i nogle år har været det rigtige valg for hendes familie. Men betyder det, at der er bedre mental sundhed i Thy? Det spørgsmål har forskeren ikke svaret på.  

- Men jeg får lyst til at kradse i overfladen og finde ud af, hvad det er, der gør det til noget særligt. Er det simpelthen fordi, det er et lille sted? Eller er det fordi, vi har en interessant sammensætning af tilflyttere, og thyboer med dybe rødder, der skaber noget særligt? Jeg ved det ikke, men jeg bliver nysgerrig på det, fortæller hun.  

For Line Nielsen er det vigtigste, at vi i Danmark får skabt nogle rammer og strukturer fra både stat, regioner og kommuner, der understøtter og medtænker mental sundhedsfremme.  

- Og så kan man som privatperson tænke over, om der er noget, man kan gøre for andre. For eksempel åbne sine fællesskaber op og byde andre ind. Mental sundhed er nemlig noget, vi skaber sammen.  

Bliv klogere på ABC for mental sundhed på KU's hjemmeside

Find Thisted Kommunes sundhedstilbud her

Læs om arbejdet med en ny sundhedsstrategi

Tilmeld dig nyhedsbrev

Felter med (*) skal udfyldes