At godkende en byggesag eller få sin virksomhed miljøgodkendt tager i gennemsnit mellem 11 og 14 dage i Thisted Kommune. Det er væsentligt hurtigere end landsgennemsnittet, og det er med til at placere Thisted Kommune helt i toppen.
Hvert år opgør Kommunernes Landsforening (KL) den tid, som hver kommune bruger på at behandle miljø- og byggesager. Det gør de for at se, om kommunerne overholde de vedtagne mål for servicen indenfor de to områder.
Thisted Kommune ligger her helt i top, med tæt på at overholde målene målene for 2018 med 100 procent. Man måler i fire forskellige kategorier, når det handler om byggesager, og to når det handler om at miljøgodkende virksomheder
- Vi er glade og stolte af, at vi kan ekspedere byggesager på rekordtid og samtidigt have en høj faglig kvalitet i de sager, vi ekspederer, fortæller Mogens Kruse Andersen, direktør for Teknik og Erhverv.
Hurtig sagsbehandling ved små, private byggerier
I de to første kategorier af byggesager har vi at gøre med private byggerier, nemlig simple konstruktioner eller enfamilieshuse. Små konstruktioner kan for eksempel være en garage, en tilbygning eller anden tilføjelse til et eksisterende byggeri, imens enfamilieshuse er når man opfører et helt nyt hus på en tom parcelgrund.
I begge kategorier scorer Thisted Kommune højt med en gennemsnitlig tid på 11 dage. Målet for disse kategorier er maksimalt 40 dage.
Når byggerierne bliver større og mere komplekse, stiger sagsbehandlingstiden naturligvis også. Men stadig ligger Thisted Kommune godt i de tre mere omfattende kategorier. Indenfor industri- og lagerbygninger har vi i gennemsnit 14 dages sagsbehandling, indenfor etagebyggeri (erhverv) er det 16 dage og sidst, men ikke mindst, 21 dage ved etagebyggerier til bolig.
Miljøgodkendelse af virksomheder
I kategorierne for at miljøgodkende virksomheder er Thisted Kommune også med helt fremme. I gennemsnit bruger vi 42 dage på de sager, hvor servicemålet siger at der må være helt op til 130 dages behandlingstid.
Brug forhåndsdialoger for hurtig sagsbehandling
Det er en væsentlig faktor, at man i Thisted Kommune både kan få gratis byggesagsbehandling, men også muligheden for at få en snak omkring et kommende byggeri inden selve ansøgningen starter.
- Vores tilbud om at tage en dialog på forhånd, er der heldigvis rigtigt mange borgere og virksomheder, der benytter sig af. Det betyder, at ansøger kan sende et meget bedre materiale ind, med de rigtige bilag og tegninger med videre. Det gør derfor også vores sagsbehandling meget nemmere og mere effektiv. Så de korte sagsbehandlingstider skyldes i høj grad også en tæt dialog med borgerne, afslutter Mogens Kruse Andersen.