Coronavirus

Hold dig opdateret på situationen med coronavirus i Thisted Kommune

Cimbria håber på ny uddannelse til Thy

Cimbria er en af de virksomheder i Thy, der vil arbejde for at få maskinmesteruddannelsen til området.

17-08-2021Nyhed

Borgmester i Thisted Kommune, Ulla Vestergaard, og kommunaldirektør Ulrik Andersen bliver vist rundt på Cimbria.

Det var mulighederne i uddannelse og job og karriere som fyldte dagsordenen, da borgmester Ulla Vestergaard og kommunaldirektør Ulrik Andersen i denne uge var på besøg på virksomheden Cimbria i Thisted.

Regeringen har i et udspil til placering af flere uddannelser udenfor de store byer foreslået, at der placeres en maskinmester-uddannelse i Thy. Cimbria er en af de virksomheder, som hilser udsigten til en sådan velkommen:
Cimbria bruger maskinmestre i alle deres afdelinger. I Thisted har de pt ti af slagsen ansat.

- Vi bruger en maskinmesters kompetencer i alle vores processer. Vi har dem placeret i stort set alle afdelinger. De er en vigtig brik i virksomheden, og jeg ser et rigtigt stort perspektiv i en uddannelse placeret her i Thy, siger Cimbrias økonomidirektør, Christian Krog Andersen.

Arbejder med alt

Virksomheden, der siden 1947 har produceret udstyr til håndtering af korn og frø, har lige nu 10 maskinmestre ansat på afdelingen i Thisted. Her beskæftiger de sig med alt fra teknikken i maskinerne, over salg og til implementering og projektledelse.

Ud over afdelingen i Thisted har Cimbria produktion i Tjekkiet, Italien og Østrig. På verdensplan har virksomheden 900 medarbejdere. I Thisted er der omkring 300 ansatte, fortæller Christian Krog Andersen, der er økonomidirektør i Cimbria.

Også borgmester Ulla Vestergaard er glad for udsigten til en videregående uddannelse mere i Thy. Hun hæfter sig ved de muligheder for egnen, som en ny uddannelse kan give:

- Maskinmesteruddannelsen passer rigtig fint ind i den erhvervsstruktur, vi har, og jeg synes, det er rigtigt tænkt at placere uddannelsen, hvor virksomhederne har behovet. Nu handler det om, at vi samler kræfterne og får vist de unge og de voksne, der vil tage uddannelsen, at mulighederne for både uddannelse, karriere og et dejligt liv findes her i Thy.

Den bold er Christian Krog Andersen klar til at gribe:

- Vi kan tænke maskinmestre ind i flere funktioner, end vi gør i dag. Deres kompetencer er store og brede, og får vi flere praktikanter ind i uddannelsesforløb, så kan de både hjælpe os ved at være nye øjne på virksomheden, men vi får samtidig en større kæde til rekruttering og mulighed for at vise dem, de mange job- og karrieremuligheder, vi kan tilbyde, siger han.

I dag kan du blive uddannet til maskinmester i Frederikshavn, Viborg, Aarhus, Esbjerg, Fredericia, Svendborg, Kongens Lyngby og delvist i Aalborg. Uddannelsen tager mellem tre-et-halvt og fire år afhængig af uddannelsesbaggrund.


Kontaktinfo

Ledelsessekretariatet
Asylgade 30
7700 Thisted
Telefon: 99 17 17 17
lese@thisted.dk

Åbningstider:

Man. - ons.
08.00 - 15.00
Tors.
08.00 - 17.00
Fre. 08.00 - 15.00