Vær med til at indvie Den blå løber med THY Walk n’ Run

Fra fredag til mandag i denne weekend kan du nyde Limfjorden og Thy’s fine købstad på en afmærket rute på 8,7 kilometer.

08-06-2021Nyhed

En kvinde og en dreng går tur på Den Blå Løber i solskin

Hele Thy har fået en ny rute, der giver os alle sammen muligheden for at nyde Limfjorden helt tæt på.

Og nu bliver den rekreative rute – Den Blå Løber - officielt indviet med en aktiv weekend tæt på det dejlige blå.

I samarbejde med THY Walk n’ Run vil vi have afmærket en rute på 8,7 kilometer, som er åben for alle, der har lyst til en gå- eller løbetur. Den officielle start går ved Synopal Havn, men du kan hoppe på ruten alle steder undervejs.

Ruten er åben fra fredag den 11. juni til og med mandag den 14. juni.

- I Thy har rigtig mange af os nydt THY Walk n’ Run’s fine initiativ med at afmærke ruter rundt omkring i vores smukke natur og landskab, der viser os nye sider af Thy. Det glæder vi os til at opleve igen i weekenden på Den Blå Løber, udtaler Borgmester Ulla Vestergaard.

Den afmærkede rute fører dig blandt andet forbi:

  • Synopal havn: Ruten har officiel start og slut ved Synopal, hvor du kan kigge indenfor på spottet og se de spritnye Cold Hawaii Inland-faciliteter samt opleve mulighederne for at komme i og på vand i Thisted østby.
  • Strandstien ved Thisted Camping: Her er gravemaskinerne netop startet på arbejdet med at etablere en helt ny badebro med ramper, tribuner og træterrasser. Vi forventer, det står færdigt til sommeren 2022.
  • Søbadet: Thisteds foretrukne badested. Hele året! Søbadet får snart nye faciliteter under Cold Hawaii Inlands logo. Men denne weekend kan du stadig tage et friskt dyp på turen på det ”gamle” Søbadet.
  • De nye balkoner og nedgange langs Thisted Kystvej: Her kan du nyde en kop kaffe på turen og hvile benene, inden du begiver dig ud på sidste halvdel af ruten.
  • Thisted Kirke og andre smukke attraktioner i byen.

Et kort med tegning af weekendens rute rundt i Thisted.

Vi håber, at der er rigtig mange, der har lyst til at begive sig ud på ruten i weekenden.

Det er som altid gratis at deltage. Og for første gang i THY Walk n’ Runs historie er ruten egnet til barnevogne.

Ruten vil være afmærket med flag hele vejen. Undervejs er du velkommen til at tage billeder, som du kan dele med os ved at sende dem til thytillivet@thisted.dk eller ved at dele på Instagram via hashtag #Thytillivet.

Fakta om Den Blå Løber:

Den blå løber er den bynære del af Cold Hawaii Inlands rekreative rute. Ruten går fra Eshøj til Silstrup Hoved, og på Den blå løber fra Dragsbæk til Synopal Havn kan du køre på hjul eller tage barnevogn og baby med, mens du på de yderste dele af ruten mod både Eshøj og Silstrup Hoved skal kridte vandreskoene og gå i mere ujævnt terræn.

På ruten har du hele tiden fjorden ved din side. Og ud over det smukke blå, møder du den grønne skov og bakkerne i Eshøj, Thisteds byliv og skrænterne ved Silstrup.

Kontaktinfo

Undervisning
Børne- og Familieforvaltningen
Asylgade 30
7700 Thisted
Telefon: 99 17 17 17
E-mail: folkeskole@thisted.dk

Åbningstider:

Mandag -
onsdag
 10.00 - 14.00

Torsdag
 
 10.00 - 16.30

Fredag

 10.00 - 13.00

Telefontider:

Mandag -
onsdag
 08.00 - 15.00

Torsdag
 
 08.00 - 17.00

Fredag

 08.00 - 13.00
Opdateret 08-06-2021