CORONA - seneste nyt:

Se dagens smittetal og de aktuelle restriktioner

Vi skal huske at sætte pris på hinanden: Pædagoger mødte ind til hegn fyldt med tegninger

Personalet i Kernehuset blev mødt af et hegn fyldt med tegninger fra en gruppe af forældre. Forældrene ville sige tak til det pædagogiske personale og benyttede lejligheden til at udtrykke deres taknemmelighed over personalets indsats i de hårde tider, vi er i.

04-03-2021Nyhed

Man skulle næsten tro, at det var en hemmelig mission, der er foregået uden for lågerne til børnehuset Kernehuset. For de ansatte i børnehuset måtte nemlig ikke vide noget om, hvad forældrene og børnene havde planlagt at overraske dem med.

Forældrene havde fundet en kreativ måde at vise deres taknemmelighed overfor det pædagogiske personale i denne coronatid. Taknemmeligheden for den indsats, som personalet har udvist gennem de mange måneder med nedlukning, afstand, håndsprit og isolation. Børnene havde derfor lavet en række tegninger, billeder og udklip, som forældrene hængte op på hegnet ved indgange til børnehuset. Hver morgen har personalet derfor kunne møde ind på arbejde til dette rørende syn.

Billede udenfor Kernehuset børnehave hvor hegnet er dekoreret med tegninger, som er sat fast i hegnet.

Den pædagogiske leder, Trine Bojesen, kneb endda en tåre under et online møde, da hun så, at billederne var ved at blive hængt op.

- Jeg synes bare, at det er en helt fantastisk god ide. Det betyder virkeligt meget for os i Kernehuset, at forældrene viser deres opbakning og taknemmelighed på den her måde. Specielt fordi coronatiden jo stadig er anstrengende for os alle sammen, både børn og voksne. Derfor glemmer vi måske ind imellem at sige tak til alle dem, der gør en forskel, fortæller hun

I andre børnehaver har forældrene på lige så kreativ vis været i gang med at sige tak til personalet i form af postkort, brevhilsner og billeder.

- Sådan nogle relativt små ting kan bare betyde helt enormt meget i hverdagen, uanset hvor man arbejder, eller hvad man laver, siger Trine Bojesen. 

Husk coronaadfærden imens vi går mon lysere tiden

Coronavirus sætter os fortsat alle sammen på prøve. Vi går dog mod de lysere tider, og den 1. marts har mange lokale butikker igen åbnet op, de ældre skoleklasser er vendt tilbage, og udendørs foreningsaktivitet er startet op. I takt med den lille genåbning skal vi dog også stadig huske den gode coronaadfærd, så vi kan komme helt i mål. 

Har du andre gode eksempler på, hvordan borgere, brugere, beboere eller thyboere har vist deres taknemmelighed overfor hinanden i denne coronatid? Så del det meget gerne med os på ved at skrive til kommunikation@thisted.dk

Kontaktinfo

Ledelsessekretariatet
Asylgade 30
7700 Thisted
Telefon: 99 17 17 17
lese@thisted.dk

Åbningstider:

Man. - ons.
08.00 - 15.00
Tors.
08.00 - 17.00
Fre. 08.00 - 15.00