Coronavirus

Fra den 10. september er coronavirus ikke længere kategoriseret som samfundskritisk sygdom

Sammen om udvikling: Landsbyerne i Thy skal finde og forfine deres særlige DNA

Strategisk landsbyudvikling er ét af fokuspunkterne i et forslag til en ny kommuneplan, der blandt andet handler om, hvordan man fremtidssikrer og skaber udvikling i hele Thy.

24-03-2021Nyhed

Udsigt til fiskerhuse i Lilstrand, hvor der er marhalm i forgrunden.

I denne artikelserie fremhæver vi nogle af de væsentlige ændringer i forslaget til Thisted Kommunes nye Kommuneplan 2021-2033, der er i høring lige nu. Denne artikel handler om temaet ‘Det bebyggede land’.

Kommuneplanen er afgørende for det gode liv i Thy, da den skitserer rammen for al fysisk udvikling i Thisted Kommune. Du kan selv dykke ned i kommuneplanen eller deltage i det digitale borgermøde om kommuneplanforslaget d. 8. april kl. 19-21. Læs mere her.


Charmerende, små landsbyer, hvor man kender naboerne og er der for hinanden, udgør en stor del af Thy’s DNA. Det er én af de ting, der er med til at gøre livet her til noget særligt.

Men realiteten er også, at udviklingen i en stor del af de små landsbyer er gået i stå. Der mangler nye indbyggere, der kan være med til at føre den stolte landsbytradition videre mange år ind i fremtiden.

Og det kan lykkedes.

De små byer i Thy har en masse at tilbyde til det moderne menneske. Der er plads, sammenhold, fællesskab, nærvær og natur i overflod.

Men hvordan får vi landsbyernes potentiale frem i lyset, så udefrakommende får øje på det? Og hvordan sikrer vi, at landsbyerne i Thy får hvert deres unikke ståsted, så de ikke bare bliver endnu en prik på landkortet?

Find frem til det unikke
Det arbejde er der fokus på i det nye kommuneplanforslag, der lige nu er i høring frem til d. 28. april 2021.

Det fortæller Ulla Vestergaard, der er borgmester i Thisted Kommune:

- Der er en masse potentiale i vores mindre byer, som vi skal få frem i lyset i fællesskab. Vi vil rigtig gerne have borgerne med i det arbejde, fordi vi ved, det er langt bedre, hvis lokalområderne hjælper med at finde frem til deres eget helt særlige DNA, så vi har et solidt fundament at bygge videre på, siger hun.

Den gamle købmandsbutik i Koldby før nedrivning
Før og efter billeder af områdefornyelse i Koldby.

Landsbyudvikling var også en del af den tidligere kommuneplan, men i det nye kommuneplanforslag går man skridtet videre og prioriterer at se på, hvordan man kan gribe arbejdet an på en strategisk måde.

Det fortæller Gerd Dam, der er byfornyelsesmedarbejder i Thisted Kommune.

- Der er et stort fokus på, at vi skal være sammen om udvikling i Thy. Derfor bliver landsbyerne inviteret og opfordret til at starte arbejdet med at blive helt skarpe på, hvad de kan og vil, siger hun.

Det kolde Hawaii
Mogens Kruse Andersen, der er direktør for Teknik, Erhverv og Beskæftigelse i Thisted Kommune, fremhæver, at det har størst effekt at investere i udviklingsprojekter i de små byer, hvis det sker med et strategisk sigte for øje.

Det er blandt andet lykkedes i Klitmøller, hvor ildsjæle og lokale foreninger igennem en mangeårig indsats er lykkedes med at sætte byen og området på verdenskortet gennem deres fokus på de unikke surfspots, der er en del af områdets stedbundne potentiale.

- Klitmøller og Cold Hawaii er et fremragende eksempel på, hvad et strategisk sigte kan betyde for landsbyudvikling. Det er imponerende, hvad de lokale kræfter har drevet det til. Og Thy har så mange andre kvaliteter, som vi endnu ikke har sat fokus på. Det er dem, vi inviterer alle landsbyer til at hjælpe os med at definere, siger Mogens Kruse Andersen.

Udvikling med udgangspunkt i autentiske værdier
Helt konkret fremhæver forslaget til den nye kommuneplan 17 landsbyer, der alle har mellem 200-1000 indbyggere. Det er i første omgang de landsbyer, Thisted Kommune gerne vil hjælpe med at finde frem til en strategisk udviklingsplan, der giver mening for byen.

Men første skridt er, at landsbyerne skal definere, hvad de kan og vil. Og det må hjertens gerne ske i samarbejde med omkringliggende byer, hvis det giver mening, siger Mogens Kruse Andersen.


Klitmøller er en af de få landsbyer i Thisted Kommune, der er i vækst.

Det vigtigste er, at man finder frem til en klar identitet, der kan få ens by til at stikke ud fra mængden, forklarer han.

- Vi kan se, at det virker på bosætning, når landsbyer har en klar og tydelig kommunikation omkring, hvad der er det ægte og autentiske, som byen har at tilbyde, siger han.

Thisted Kommune står klar med sparring og vejledning til, hvordan man kan gribe arbejdet an.

Alle kan skabe udvikling
Landsbyernes planer for udvikling vil blive vurderet, og så vil der løbende blive udvalgt byer eller områder til udviklingsprojekter ud over områdefornyelser og lignende.

Er din by ikke en del af de 17 fremhævede landsbyer eller deres oplandsbyer i kommuneplanforslaget, skal du absolut ikke opgive at finde frem til det lokale udviklingspotentiale.

Er idéen og projektet stærkt nok, kan det blive taget i betragtning alligevel.

Strategisk landsbyudvikling er kun en lille del af temaet om ‘Det bebyggede land’ i forslaget til den nye kommuneplan. Du kan selv dykke ned i kommuneplanforslaget via www.thisted.dk/kommuneplan.

Grafik med teksten