Coronavirus

Fra den 10. september er coronavirus ikke længere kategoriseret som samfundskritisk sygdom

Thy scorer toppoint på vilkår for idrætten

I en ny, stor undersøgelse om, hvor i Danmark idrætten har de bedste rammer og vilkår, ligger Thisted Kommune på en 5. plads.

13-10-2021Nyhed



Idrætten er en vigtig del af det gode liv i Thy, og derfor er det vigtigt, at der bliver arbejdet for at sikre idræt-ten de bedst mulige rammer.

Den målsætning kan tydeligt ses i en ny stor undersøgelse, der har taget temperaturen på hvor i landet, idrætten har de bedste rammer. I den nyeste undersøgelse fra i år, der netop er blevet offentliggjort, scorer Thisted Kommune en 5. plads.

- Det viser, at det fokus, vi har givet området, bærer frugt, og at de tiltag, vi har i gang, gør en forskel for foreningerne, siger Kristian Pilgaard, sektionsleder i fritidsafdelingen i kommunen.

Målt på fire områder
Det er Danmarks Idrætsforbund, DIF, som har lavet undersøgelsen. I den vurderer de alle landets kommuner (på nær de fem, små ø-kommuner) på 21 forskellige parametre indenfor fire hovedområder:
Frivillighed, faciliteter, økonomi og rammevilkår og idrætspolitik.
Undersøgelsen er bl.a. foregået gennem spørgeskemaer til foreningerne og slutteligt har DIF rangeret kommunerne i forhold til hinanden.

Fra 38. til 5. plads
Da undersøgelsen blev lavet første gang i 2013, lå Thisted Kommune på en samlet 38. plads. I undersøgelsen fra 2017 var kommunen kravlet op på en samlet 13. plads, og nu her i 2021 indtager Thy så 5. pladsen.

- Tilbage i 2013 havde vi først lige formuleret en Fritidspolitik, så det handler om, at kommunen har fået en vision og har satset på det her område. Der er prioriteret kræfter til at være proaktiv og opsøgende. Det gør, at vi har mulighed for en direkte kontakt, support og dialog med foreningerne, så vi sammen kan skabe de gode rammer for fritidslivet, vurderer Kristian Pilgaard, og fortsætter:

- Vi arbejder blandt andet med aktivitetsnetværk, hvor vi arrangerer netværksmøder. I aftes var det for håndboldklubberne. Den helt overordnede dagsorden på det møde var, hvordan vi sikrer, at der fortsat er mange håndboldspillere i Thy, og hvordan vi sikrer et konstruktivt samarbejde mellem klubberne. For nogle uger siden, gjaldt det rideklubberne og inden længe er det badmintonklubbernes tur.

Skive ligger nummer et

I alt er der ca. 240 folkeoplysende foreninger i Thy. Af dem er omkring 80 procent idrætsforeninger.

Den samlede top fem i undersøgelsen fra DIF ser sådan her ud:
1. Skive Kommune
2. Roskilde Kommune
3. Vallensbæk Kommune
4. Nordfyns kommune
5. Thisted Kommune

Du kan finde hele undersøgelsen her. Du kan se, hvordan de enkelte kommuner ligger placeret, både samlet og inden for de fire hovedområder.

Kontaktinfo

Ledelsessekretariatet
Asylgade 30
7700 Thisted
Telefon: 99 17 17 17
lese@thisted.dk

Åbningstider:

Man. - ons.
08.00 - 15.00
Tors.
08.00 - 17.00
Fre. 08.00 - 15.00