Der er stor interesse fra udenlandske borgere for at høre om livet i Thy. Pt har knapt 100 meldt sig til arrangementet "Living i Thy".
Op mod 100 borgere fra rigtigt mange lande har tilmeldt sig arrangementet "Living in Thy", hvor Thisted Kommune har inviteret dem til en aften, hvor de skal høre om mulighederne for at bo, arbejde og udfolde sig i Thy. Foto: Colourbox.
Der bliver rig lejlighed til at netværke og høre om Thys mange muligheder for både job og et liv med foreningsaktiviteter og lokalt engagement, når Thisted Kommune inviterer til fyraftensmødet ”Living in Thy”.
Arrangementet er målrettet udenlandske borgere, som enten allerede er her, eller som måske overvejer at slå sig ned i Thy. Og pt har omkring 100 meldt, de gerne vil være med.
- Vi vil gerne vise dem, at her er rige muligheder. Her er job. Her er aktive lokalmiljøer og spændende landsbyer. Et rigt foreningsliv og både uddannelses- og udviklingsmuligheder. Uanset om man kommer som familie, eller kun er sig selv og gerne vil etablere sig i en god hverdag, siger Trine Engholm Christensen, beskæftigelseschef i Thisted Kommune
13 stande viser muligheder for det gode liv
Arrangementet løber af stablen i Plantagehuset på onsdag den 8. september fra klokken 17.00 til 20.00.
I alt 13 stande tager opstilling i salen, så de mange deltagere kan bevæge sig mellem alt fra information om nogle af egnens store virksomheder, til rådgivning fra Thy Erhvervsforum og fagforeninger, til foreninger og kulturtilbud.
- Det er virkelig dejligt at se den store interesse der er fra målgruppen for at høre mere om, hvad vores egn har at byde på. Den internationale arbejdskraft er en afgørende ressource for flere af virksomhederne i området og spiller også en central rolle i forhold til at tiltrække og fastholde nye bor-gere. De mange tilmeldinger viser, at der er et behov, og vi håber, de får en masse brugbar information med sig fra ”Living in Thy”, siger Trine Engholm Christensen.
Kommer fra rigtigt mange lande
De tilmeldte har mange forskellige nationaliteter. De stammer fra Burundi, Argentina, Bhutan, Filippinerne, Kenya, Holland, Ukraine, Eritrea, England, Island, Sverige, Indien, Polen, Tyskland, Rumænien, Estland, Thailand, Island, Tyrkiet, Malaysia, Syrien, Iran og Peru.
de kan se det fulde program for arrangementet her:
https://www.thisted.dk/livinginthy
”Living in Thy arrangementet udspringer af konceptet ”Welcome September” (WS), der er en del af projektet ”Talent til Danmark”. Du kan læse mere om det og se de forskellige arrangementer rundt omkring i landet her:
https://lifeindenmark.borger.dk/theme/welcome-september,