Kendt profil bliver ny formand for Hanstholm Havn

Tidligere folketingsmedlem og venstreminister Kristian Jensen er klar som kommende formand for Hanstholm Havn.

05-01-2022Nyhed


Hanstholm Havn får ny formand når kommunalbestyrelsen på et møde den 25. januar vælger tidligere venstreminister Kristian Jensen til posten.

Det bliver en kendt, politisk profil, som bliver ny formand for Hanstholm Havn. Det tidligere folketingsmedlem for Venstre Kristian Jensen er nemlig indstillet til posten.
Med valget af ham får havnen en formand, der gennem 23 år i landspolitik, har samlet en bred erfaring både nationalt og internationalt:

- Vi er i mål med udvidelsen af havnen, og vi har rigtig store ambitioner for udviklingen af den. Det kræver en stærk profil som formand, og det får vi i Kristian Jensen. Så jeg er både glad og stolt over, at det er lykkedes os at få ham med ved bestyrelsesbordet, siger borgmester i Thisted Kommune, Niels Jørgen Pedersen.

Havnen skal stå på flere ben i fremtiden
Han peger på, at den tidligere toppolitiker er den rette til at lede fiskerihavnen ind i det næste og spændende kapitel, hvor udviklingen af nye erhvervseventyr er nødvendig for fremtidens Hanstholm Havn. Den opgave er hovedpersonen mere end parat til at gå ombord i:

- Hanstholm Havn skal holde fast i at være fiskerihavn, men jeg ser samtidig en fantastisk mulighed for også at stå på andre ben. Det skal være energi og bæredygtighed, men det kan også være forædling, turisme og andre nye veje. Vi står med en kæmpe mulighed for udvikling, siger Kristian Jensen.


Kristian Jensen glæder sig til, som formand for Hanstholm Havn, at gå ombord i arbejdet med at gøre havnen i Thy til den første CO2-neutrale fiskerihavn i Europa. Arkivfoto.

Bæredygtighed i praksis
Ud over sine 23 år som folkevalgt politiker på Christiansborg med både ministerposter, formands- og ordførerskaber tæller CV’et for den 50-årige Kristian Jensen en bankuddannelse og organisationsarbejde og senest posten som særlig udsending for regeringen i bestræbelserne på en plads i FN’s Sikkerhedsråd. Nu glæder han sig til at trække i arbejdstøjet for en virksomhed, der tydeligt har vist viljen til at gå nye veje:

- Jeg deler visionen om, at Hanstholm Havn skal være den første CO2-neutrale fiskerihavn i Europa. Jeg har arbejdet med bæredygtighed i mit arbejde med FN’s verdensmål, og her kan jeg videreføre det arbejde på et håndgribeligt niveau. Derudover ser jeg et stort vækstpotentiale for både udvikling og arbejdspladser i en del af Danmark, der har brug for det. Det vil jeg gerne bidrage til, siger Kristian Jensen.

Kristian Jensen er en af fire erhvervsrepræsentanter udpeget til Hanstholm Havns bestyrelse af Thisted Kommune. Han bliver officielt valgt til posten som bestyrelsesformand på et møde i Kommunalbestyrelsen den 25. januar.

Kontaktinfo

Ledelsessekretariatet
Asylgade 30
7700 Thisted
Telefon: 99 17 17 17
lese@thisted.dk

Åbningstider:

Man. - ons.
08.00 - 15.00
Tors.
08.00 - 17.00
Fre. 08.00 - 15.00