Når lysten driver værket

Fond og fællesskab går hånd i hånd på Ældre Sagen Sydthys madkursus for mænd. Bag initiativet står en frivillig, som drives af lysten til at gøre en forskel.

17-03-2023Nyhed



Én vil egentlig helst nøjes med at skulle skrælle kartoflerne, men tog alligevel med vennerne. En anden blev alene og ”når jeg nu skulle spise, så kunne jeg jo lige så godt være med her og få noget go’ mad!” Og en tredje vil faktisk gerne udfordres på opskrifter og kunnen i et køkken.

Deltagernes baggrund for at møde op på Bente Primdahls madkursus lyder som udgangspunkt måske lidt forskellige, men plantet bag køkkenbordene i skolekøkkenet på Hurup Skole, er deres svar på, hvorfor de en række mandage i efterår og vinter møder op fuldkomment ens:

- Fordi vi hygger os, og har det sjovt sammen.

Fandt sit frivillige jeg
Det er Ældre Sagen Sydthy, som står bag madkurserne for mænd. Bente Primdahl er som frivillig i organisationen primus motor. Hun fik ideen for 5-6 år siden, og har hvert år kørt to hold, der springer buk på mandage, og så samles de til en fælles afslutning, hvor de bedre halvdele bliver inviteret til middag.

- Jeg har selv altid godt kunne lide at lave mad, og har tidligere undervist på aftenskole. Da jeg meldte mig til bestyrelsen i Ældre Sagen Sydthy, skulle jeg jo finde ud af, hvad jeg kunne bruges til? Og så fandt jeg på det her. Vi planlægger i samarbejde, hvad de gerne vil prøve kræfter med, og så finder jeg opskrifter og handler ind, fortæller hun.



Vil gerne udfordres
I dag er der fisk på menuen. Med blomkålspure, kartofler og gulerødder til. Normalt arbejder deltagerne sammen to og to. Hvert par står for enten forret, hovedret eller dessert, men i dag er der mandefald på holdet, så Per Gravesen er endt alene med desserten.

Han er glad for de kulinariske udfordringer. Eksempelvis er dagens dessert chokoladesmåkager. Sådan nogen har han aldrig bagt til trods for, at Pers far var bager i Krik. Selv har han sejlet som kaptajn på krydstogtskibe blandt isbjerge på begge poler, så madlavning har i mange år ikke stået øverst på hans ”to-do” liste. I dag bifalder den pensionerede sømand, at Bente Primdahl ikke vælger det mest traditionelle og lette at lave:

- For nyligt lavede vi kartoffel-porre-suppe. Jeg vidste godt hvad det var, men det er ikke noget, vi har fået derhjemme. Men jeg kan afsløre, at vi allerede har lavet det to gange siden. Og så kommer Bente jo altid med gode råd, så jeg føler, at vi også bliver lidt dygtigere til at lave mad, siger Per Gravesen.



Den svære bagekunst
Ved et andet køkkenbord er det lige præcist, hvad der sker.
Otto Larsen og Niels Sørensen, der efter arbejdsliv som servicemontør og slagteriarbejder er vant til præcision i håndværket, skal bage grov-flutes til forretten. Blandingen af gær, vand og mel er dog en udfordring for makkerparret.

- Ser det rigtig ud Bente?
- Jeg synes, det klistrer?
- Hvordan ved jeg, om der skal mere mel i?

Mærker hun gør en forskel
Med to sæt hænder godt klistret ind i dej, når de i mål, og stoltheden er da også til at spore i deres blik til hinanden, da de efterfølgende sætter tænderne i de velbagte flutes.

Selvom det nogle gange er lidt svært, så er det jo også sjovt. Her er plads til, at vi giver hinanden noget gas, så jeg er meget glad for at være med på madkursus – også selvom jeg ikke laver så meget mad derhjemme, siger Niels Sørensen.

Efter godt to timers koncentreret og skarp madlavning kan de gå til bords. Alle puster en smule ud, nyder maden og roser smagene. Snakken går lystigt – også selvom de langtfra er enige om alt, men der er plads til forskellighederne.



Om en uge gør Bente Primdahl det igen – fordi det betyder noget:

- Jeg hygger mig bestemt lige så meget, som jeg kan mærke at de gør, og jeg går altid glad hjem fra mine madkurser. Jeg kan jo mærke, at det er et samvær, som betyder noget for dem hver især. For mig er det rart at være en del af og mærke, at jeg kan gøre en forskel, siger hun.

FAKTA
Madkursus for mænd er arrangeret af Ældre Sagen Sydthy.
Kurset foregår på Hurup Skole.
Deltagerne betaler hver 65 kr. pr. gang.
Der er to hold.
7-10 deltagere på hvert hold.
De mødes hver anden mandag. Fire gange inden jul og fire gange efter nytår.
Vil du vide mere om Ældre Sagen Sydthys aktiviteter så kan du finde dem her.


Kontaktinfo

Ledelsessekretariatet
Asylgade 30
7700 Thisted
Telefon: 99 17 17 17
lese@thisted.dk

Åbningstider:

Man. - ons.
08.00 - 15.00
Tors.
08.00 - 17.00
Fre. 08.00 - 15.00