07. sep 2022

Deltagere:

  • Ida Pedersen (A)
  • Jan Fink Mejlgaard (A)
  • Preben Dahlgaard (V)
  • Susanne Olander (V)
  • Torben Overgaard (C)

123. Godkendelse af dagsorden

Udskriv

Sagstema

Godkendelse af dagsorden til dagens møde i Sundheds-, Kultur- og Fritidsudvalget.

Redegørelse

Ifølge forretningsordenen skal dagsorden godkendes som første punkt på dagsordenen.

Retsgrundlag

Forretningsorden for Økonomiudvalget samt de stående udvalg § 5.

Økonomiske konsekvenser

Intet at bemærke.

Andre konsekvenser

Intet at bemærke.

Høring og sagsgang

Sundheds-, Kultur- og Fritidsudvalget den 7. september 2022

Indstilling

Til godkendelse.

Beslutning

Godkendt.

Til toppen

124. Orientering fra formanden, medlemmerne og direktøren

Udskriv

Sagstema

A. Formanden.

B. Øvrige medlemmer.

C. Direktøren.

Beslutning

Taget til efterretning.

Til toppen

125. Orientering om afslutning af projekt "De 1000 første dage"

Udskriv

Sagstema

Orientering om afslutning af projektet ”1000 første dage med sundhed og trivsel”.

Redegørelse

Social, Sundhed og Kultur orienterede i marts 2022 om sundhedsplejens organisering og arbejdsområder.

Som en del af denne sag, blev der orienteret om at projektet ”1000 første dage med sundhed og trivsel” netop var afsluttet. Social, Sundhed og Kultur har nu modtaget den endelige projektrapport, der helt overordnet viser, at projektet har styrket samarbejdet mellem sundhedsplejen og dagtilbud.

Formålet med projektet var at afprøve en øget sundhedsplejeindsats, der skulle kvalificere, styrke og systematisere indsatsen for familier i udsatte positioner. Herunder beskrives, hvordan projektets dele lever videre i den daglige drift.

En del af projektet blev der givet ekstra besøg til børn på 1,5 år og 3 år i familier som har udfordringer med forældreskabet i hverdagen. Evalueringsrapporten viser, at sådanne besøg kan være virkningsfulde. I Thisted Kommune supplerede projektindsatsen det veletablerede tilbud "Familien i Vækst". Erfaringerne herfra inddrages i det videre arbejde med udvikling af sundhedsplejen.

Et andet projektelement var at udvikle en metode til at styrke samarbejdet mellem Sundhedsplejen og Dagtilbud. Thisted Kommune har i regi af projektet udviklet en samarbejdsmodel, der understøttes af en digital løsning, der gør det nemt for Sundhedsplejen og Dagtilbud at dele information om børns trivsel. Dermed sikrer samarbejdsmodellen mere sammenhængende borgerforløb. Samarbejdsmodellen og den digitale løsning videreføres inden for nuværende budget.

Til orientering vedlægges evalueringsrapporten

Retsgrundlag

Sundhedsloven.

Økonomiske konsekvenser

Intet at bemærke.

Andre konsekvenser

Intet at bemærke.

Høring og sagsgang

Sundheds-, Kultur- og Fritidsudvalget den 7. september 2022

Indstilling

Social, Sundhed og Kultur indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Til toppen

126. Tilpasning af sundhedsplejens ydelser

Udskriv

Sagstema

Tilpasning af sundhedsplejens ydelser.

Redegørelse

Sundhedsplejen har igennem de seneste år været udfordret af faldende børnetal, og denne ændring i demografien har medført en regulering af sundhedsplejens budget.

Sundhedsplejen skal igennem sundhedsloven levere ydelser til børn og unge i Thisted Kommune og har igennem de seneste mange år leveret en høj service og standard.

Udfordringen med de demografiske ændringer og heraf nedjustering af personalet i sundhedsplejen betyder, at flere tilbud under sundhedsplejen tilpasses efter faglige drøftelser og proces i sundhedsplejen, hvor det blev vurderet hvilke tilbud, der gav mindst værdi for borgerne, samtidigt med sundhedsplejerskernes kernekompetencer bliver bibeholdt herunder særlig fokus på spædbørnsområdet (0-10 måneder).

Derudover har Sundhedsplejen haft dialog med skoleforvaltningen, og ydermere vil sundhedsplejen drøfte sundhedsplejens samlede ydelser med skolerne på førstkommende skoleledermøde.

Social, Sundhed og Kultur foreslår på den baggrund følgende tilbud tilpasset:

  • Familieforberedelseskurset ”Klar til Barn” til alle 1. gangs forældre udgår.
    • Efter intern evaluering og optælling, var der frafald på over 50 % pr. kursus fra første til sidste mødegang.
  • Ingen sundhedsplejerske deltagelse i opstart af mødregruppe.
    • Det vurderes, at mødregrupperne selv formår at opstarte gruppen med skriftlig vejledning fra sundhedsplejen.
  • Netværksmøde i graviditeten i ”Familien i Vækst” udgår.
    • Erfaringen viser, at netværket omkring den gravide familie, kortlægges via de andre aktiviteter i starten af forløbet. Dette første af i alt 3 netværksmøder aflyses jævnligt af samme årsag.
  • Pubertetsundervisning i 5. klasse udgår.
    • Ordningen har været en understøttelse af folkeskolens undervisning. Undervisningen overgår til de enkelte skoler.
  • 6. klasses samtale og undersøgelse udgår.
    • Faglig og økonomisk vurdering ift. værdi og ressourcer.
  • Overvægtsklinikken reduceres med 14 timer/uge.
    • Overvægtsklinikken fik for 2 år tilbage opnormeret timeantallet med henblik på at nedbringe ventelisten. Denne er nu nedbragt, hvormed det vurderes, at opnormeringen ikke længere er nødvendig.

I 2023 kommer der ny vejledning om sundhedspleje fra Sundhedsstyrelsen, som sammen med Thisted Kommunes kommende sundhedsstrategi arbejde, danner et godt grundlag for at udvikle på Sundhedsplejens samlede tilbud. På den måde kan vi sikre en tidssvarende Sundhedspleje med høj kvalitet og faglighed.

Retsgrundlag

Sundhedsloven.
Bekendtgørelse om forebyggende sundhedsydelser til børn og unge.

Kommunalfuldmagten.

Økonomiske konsekvenser

Demografiregulering 2022

Tabellen viser en budgetnedgang grundet færre 0-1-årige.

Center for Økonomi og Løn (CØL) har gennemgået de økonomiske oplysninger i sagen, og gennemgangen har ikke givet anledning til bemærkninger. CØL oplyser supplerende, at der er foretaget minianalyse på området for at sikre overholdelse af budgettet fremadrettet. I alt ca. kr. 200.000 kr. i år 2022, og ca. kr. 900.000 fra år 2023 og frem, hvilket betyder en reducering af medarbejderstab på ca. 1,7 fuldtidsstillinger, svarende til 13% af den samlede normering.

Andre konsekvenser

Sundhedsplejen vil fortsat have et fokus på kerneopgaven herunder sundhedsplejebesøg i hjemmet samt lovpligtige sundhedssamtaler i folkeskolen, dog betyder tilpasningen, at servicen samlet set vil blive mindre i forhold til målgruppen.

Høring og sagsgang

Børne- og Familieudvalget - til efterretning - den 6. september 2022

Sundheds-, Kultur- og Fritidsudvalget den 7. september 2022

Indstilling

Social, Sundhed og Kultur indstiller, at tilpasningen af sundhedsplejens ydelser godkendes.

Tidligere besluttet

Beslutning fra Børne- og Familieudvalget, 6. september 2022, pkt. 99:

Taget til efterretning.

Beslutning

Godkendt.

Til toppen

127. Budgetopfølgning pr. 31. juli 2022

Udskriv

Sagstema

Budgetopfølgning pr. 31. juli 2022.

Redegørelse

I forhold til det korrigerede budget (ex bevillinger som følge af midtvejsreguleringen, som først eventuelt bevilges efter udarbejdelsen af denne opfølgning) forventes der et mindreforbrug på 8,8 mio. kr.

Der forventes et mindreforbrug på 29,1 mio. kr. på aktivitetsområdet 'Arbejdsmarked'. Herudover forventes der bl.a. mindreforbrug på 'Forsyningsområdet' på 5 mio. kr., 'Handicappede børn og unge' på 4 mio. kr. og 'Ejendomme, Trafik og Infrastruktur' på 2,6 mio. kr. Modsat forventes der bl.a. merforbrug på 15,6 mio. kr. på 'Børn og familieområdet', 9,4 mio. kr. på ’Skoler og uddannelse', 6,5 mio. kr. på 'Fællesudgifter og administration' og 4,7 mio. kr. på 'Det specialiserede socialområde'.

Som følge af midtvejsreguleringen (nye opgaver, kompensation som følge af stigende priser mv.) forventes det, at Thisted Kommunes serviceramme bliver hævet med 25-30 mio. kr. Eventuelle bevillinger som følge af midtvejsreguleringen hæver ligeledes kommunens serviceudgiftsrelaterede budgetter med ca. 25 mio. kr. Herefter forventes såvel det samlede serviceudgiftsbudget som servicerammen overholdt.

På anlægsområdet forventes der i forhold til det korrigerede nettobudget et nettoforbrug på ca. 212 mio. kr. svarende til en forbrugsprocent på 123. Merforbruget skyldes primært udskudte indtægter på ca. 90 mio. kr.

Der forventes en overskridelse af anlægsrammen, som er det oprindelige bruttoanlægsbudget ekskl. forsyning og ældreboliger på 22 mio. kr., svarende til et bruttoforbrug på 213 mio. kr.

Af sagens bilag fremgår en mere detaljeret gennemgang af såvel drift, anlæg som finansielle poster.

Retsgrundlag

Styrelsesloven samt Thisted Kommunes Økonomistyringsregulativ.

Økonomiske konsekvenser

Eventuelle merforbrug på såvel service- som anlægsramme kan udløse en økonomisk sanktion af op til samme størrelse som merforbrugene. Den konkrete størrelse afhænger af såvel landets øvrige 97 kommuner som statens villighed til at udøve sanktionerne. Sanktioner på servicerammen er skrevet ind i budgetloven, hvorimod regeringen skal søge tilslutning i Folketinget, hvis den vil sanktionere kommunerne for at overskride anlægsrammen.

Budgetopfølgningen resulterer i et kassetræk på 76,5 mio. kr.

Andre konsekvenser

Intet at bemærke.

Høring og sagsgang

Direktionen den 1. september 2022

Erhverv-, Klima-, Miljø- og Teknikudvalget den 5. september 2022

Børne- og Familieudvalget den 6. september 2022

Social- og Seniorudvalget den 6. september 2022

Sundheds-, Kultur- og Fritidsudvalget den 7. september 2022

Økonomiudvalget den 14. september 2022

Kommunalbestyrelsen den 20. september 2022

Indstilling

Center for Økonomi og Løn indstiller, at budgetopfølgningen godkendes.

Tidligere besluttet

Beslutning fra Direktionen, 1. september 2022, pkt. 1:

Indstilles til godkendelse.

Beslutning fra Erhverv-, Klima-, Miljø- og Teknikudvalget, 5. september 2022, pkt. 211:

Indstilles til godkendelse.

Fraværende i Erhverv-, Klima-, Miljø- og Teknikudvalget - 5. september 2022:

Mette Kjærulff

Beslutning fra Børne- og Familieudvalget, 6. september 2022, pkt. 104:

Indstilles til godkendelse med den bemærkning, at Børne- og Familieudvalget arbejder med en handlingsplan, som forventes at mindske merforbruget på skoler og familieområdet.
Samtidig forventer udvalget at søge en tillægsbevilling sidst på året på merforbruget på familieområdet.

Per Skovmose deltog ikke i sagens behandling.

Beslutning

Indstilles til godkendelse.

Til toppen

128. Mødeplan for 2023 - Sundheds-, Kultur- og Fritidsudvalget

Udskriv

Sagstema

Sundheds-, Kultur- og Fritidsudvalget træffer beslutning om mødeplan for 2023.

Redegørelse

Det foreslås, at Sundheds-, Kultur- og Fritidsudvalgets ordinære møder i 2023 afholdes på følgende datoer med start kl. 13.00.

Onsdag den 18. januar 2023

Onsdag den 8. februar 2023

Onsdag den 15. marts 2023

Onsdag den 12. april 2023

Onsdag den 10. maj 2023

Onsdag den 14. juni 2023

Onsdag den 16. august 2023

Onsdag den 6. september 2023

Onsdag den 27. september 2023

Onsdag den 15. november 2023

Onsdag den 6. december 2023

Retsgrundlag

Lov om kommunernes styrelse § 20

Økonomiske konsekvenser

Intet at bemærke.

Andre konsekvenser

Intet at bemærke.

Høring og sagsgang

Sundheds-, Kultur- og Fritidsudvalget den 5. oktober 2022

Indstilling

Direktøren indstiller, at mødeplanen godkendes.

Beslutning

Godkendt.

Til toppen

129. Forslag til fortsat introduktionsrunde i Sundhed, Kultur og Fritid

Udskriv

Sagstema

Social, Sundhed og Kultur stiller forslag til introduktionsrunde og program for besøg på Sundhed-, Kultur- og Fritidsinstitutioner.

Redegørelse

Som en del af Sundheds-, Kultur- og Fritidsudvalgets introduktion til området er der afholdt besøgsrunder forud for udvalgsmøderne i april, maj og juni 2022. Som en del af besøgsrunderne har lederen af institutionerne givet en rundvisning, og efterfølgende er udvalgsmødet afholdt på lokationen. Social, Sundhed og Kultur besluttede den 16. marts 2022, at der efter sommerferien skal være endnu en besøgsrunde med introduktion til de resterende områder.

Forslag til program for udvalgsmøde den 28. september 2022 med kultur og fritid som tema:

  • Kl. 08.30 - 09.05: Aktivitetscenter Vestervig
  • Kl. 09.30 - 10.10: Ydby Skytte og fritidscenter + BMX-banerne
  • Kl. 10.30 - 10.50: Biblioteket i Hurup
  • Kl. 11.00 - 11.30: Musikskolen i Hurup
  • Kl. 11.40 - 13.00: Hurup Hallerne og frokost
  • Kl. 13.00: Udvalgsmødet afholdes i Hurup Hallerne

Forslag til program for udvalgsmøde den 16. november 2022 med kultur og fritid som tema:

  • Kl. 08.30 - 09.00: Bedsted Hallen
  • Kl. 09.20 - 09.50: Hørdum hallen
  • Kl. 10.10 - 10.50: Snedsted Hallen
  • Kl. 11.10 - 11.50: Sjørring Kultur- og Idrætscenter
  • Kl. 12.05 - 13.00: Nors hallen inkl. frokost
  • Kl. 13.00: Udvalgsmødet afholdes i Nors Hallen

Forslag til program for udvalgsmøde den 7. december 2022 med kultur og fritid som tema:

  • Kl. 08.30 - 09.00: Hannæs hallen
  • kl. 09.15 - 10.15: Multicenter Østerild
  • Kl. 10.30 - 11.00: Nordthy Hallen
  • Kl. 11.15 – 11.45: Rolighedshallen
  • Kl. 12.00 – 13.00: Munkehallen og Thy Sangskole inkl. frokost
  • Kl. 13.00: Udvalgsmødet afholdes i Munkehallen

Der er, ud over ovenstående, flere foreninger på både kultur og fritidsområdet, men der planlægges ikke besøg på disse for nuværende.

Retsgrundlag

Intet at bemærke.

Økonomiske konsekvenser

Intet at bemærke.

Andre konsekvenser

Intet at bemærke.

Høring og sagsgang

Sundheds-, Kultur- og Fritidsudvalget den 17. august 2022

Indstilling

Social, Sundhed og Kultur indstiller, at forslag til introduktionsrunde på områdernes institutioner godkendes.

Tidligere besluttet

Beslutning fra Sundheds-, Kultur- og Fritidsudvalget, 17. august 2022, pkt. 116:

Godkendt med den ændring, at besøgsrunden den 28. september flyttes til senere dato, da udvalgsmødet denne dato er flyttet.

Sagen genoptages

Social, Sundhed og Kultur indstiller, at den besøgsrunde, der skulle være afholdt den 28. september 2022, rykkes til Sundheds-, Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 18. januar 2023.

Beslutning

Godkendt.

Til toppen

130. Pulje: Styrket omsorg og nærvær

Udskriv

Sagstema

Der orienteres om evalueringen af projektet Styrket omsorg og nærvær, og der indstilles til en budgetomplacering af midler til implementering af indsatser.

Redegørelse

Thisted Kommune har fra Sundhedsstyrelsens pulje ”Styrket omsorg og nærvær i ældreplejen” modtaget 13,7 mio. kr. til at udvikle og afprøve nye innovative veje til at styrke omsorg og nærvær for borgere i ældreplejen. Det overordnede formål med projektet i Thisted Kommune har været at frigive tid til omsorg og nærvær i ældreplejen ved at lette dokumentationen og tilvejebringe en mere effektiv tilrettelæggelse af den samlede hverdagsrehabiliteringsindsats i Thisted Kommune. Projektet er afsluttet med udgangen af juni 2022. I det følgende gives en orientering om resultaterne i projektet.

Talegenkendelse og oplæsning

16 medarbejdere i hjemmeplejen har testet Appwriter som hjælpeværktøj til at dokumentere i Cura. Ved brug af Appwriter kan man både diktere direkte i Cura, tilgå fagordlister og få oplæst dele af journalen. På baggrund af erfaringer fra testen ses et potentiale for både at spare tid og øge kvaliteten af dokumentationen. Der er derfor indgået kontrakt med leverandøren af Appwriter. Appwriter vil i første omgang blive implementeret på to ældrecentre og i dele af hjemmeplejen. Med tiden, når der er opnået flere erfaringer, er planen at dette skal udbredes i ældreplejen og eventuelt også andre områder i kommunen.

Kunstig intelligens og fritekstdokumentation

Der er i samarbejde med Systematic (leverandør af omsorgsjournalsystemet Cura) arbejdet innovativt med at bruge kunstig intelligens i journalsystemet. Der er udviklet et anderledes dokumentationskoncept i samarbejde med medarbejderne, hvor medarbejderne ved hjælp af kunstig intelligens får hjælp til at placere dokumentationen det rigtige sted i journalen. Konceptet handler om, at når en medarbejder dokumenterer, skrives der i et fritekstfelt, og herefter kommer Cura med forslag til, hvor dokumentationen skal placeres. Det betyder, at medarbejderne kan dokumentere mere sammenhængende og i samme arbejdsgang. Teknologien og den nye arbejdsgang i systemet er blevet evalueret, og medarbejderne er meget positive for den anderledes arbejdsgang, og vurderer løsningen er både mere brugervenlig, vil være tidsbesparende og give en højere kvalitet i dokumentationen. Samarbejdet er nu afsluttet, og Systematic vil søge midler til at fortsætte udviklingsarbejdet.

Rehabilitering
Der er i projektet fokus på hverdagsrehabilitering efter Servicelovens § 83a, som er en tværfaglig indsats, der har til formål at hjælpe borgeren til en hverdag, der er så selvstændig og meningsfuld som muligt. I dette spor er der afprøvet en ny organisering af rehabiliteringsindsatsen i form af en rehabiliteringsgruppe. Rehabiliteringsgruppen består af rehabiliteringsressourcepersoner i hjemmeplejen, der primært varetager rehabiliteringsydelserne ved borgere i rehabiliteringsforløb, og derved opnår en større viden og kompetencer indenfor rehabilitering. Der er tilknyttet terapeuter, visitatorer, sygeplejersker og planlæggere til hvert gruppe, og hele gruppen mødes en gang ugentligt. Organiseringen i rehabiliteringsgrupper har medført flere rehabiliteringsforløb, styrket det tværfaglige samarbejde, styrket koordinationen og bidraget til løbende tilpasning og justering af indsatsen. Den nye organisering er afprøvet i to ud af fem hjemmeplejegrupper, og det ønskes at fortsætte den nye organisering samt at implementere det i resten af hjemmeplejen.

Dokumentation i Cura

I forbindelse med at øge rehabiliteringsindsatsen i hjemmeplejen, er der samtidig set nærmere på dokumentationspraksis af rehabiliteringsforløb. Dokumentationspraksis er blevet ændret i samarbejde med medarbejdere fra hjemmeplejen, terapeuter og visitatorer. Den nye dokumentationspraksis er blevet implementeret i to ud af fem hjemmeplejegrupper. Der er foretaget fire journalaudits i løbet af testperioden, hvor ti tilfældige journaler med et rehabiliteringsforløb er blevet gennemgået og vurderet af Thisted Kommunes fagkoordinator for Cura. Gennemgangen af journalerne har vist en tydelig kvalitetsforbedring i journalen, og dokumentationen er blevet langt mere fyldestgørende. Derudover oplever medarbejderne, at det er blevet nemmere og mere simpelt at dokumentere, der er en bedre sammenhæng på tværs af afdelinger, og at information i journalen i højere grad genbruges. Den nye dokumentationspraksis skal implementeres i de resterende tre hjemmeplejegrupper, og det arbejde igangsættes i efteråret.

Medarbejderne der har været en del af arbejdsgruppen, har evalueret forløbet meget positivt, og ønsker at gennemgå flere arbejdsgange. Derudover er der blevet arbejdet med en fælles definition af god kvalitet i journalen, og den definition skal deles med resten af ældreplejen. Der vil derfor efter projektets afslutning fortsat blive arbejdet på denne måde, med den høje grad af medarbejderinddragelse, da det har vist sig at være en succesfuld måde at få forbedret dokumentationspraksis og udnytte journalsystemet Cura optimalt.

Budgetomplacering

I forbindelse med Budget 2022 fik Ældre og Træning tilført 2,6 mio. kr. via budgetforliget. Social- og Seniorudvalget har på udvalgsmødet den 7. december 2021 truffet beslutning om fordelingen af midler. Det blev besluttet, at 1,2 mio. kr. af det afsatte beløb skulle anvendes til at understøtte faglige udviklingspotentialer, herunder implementering af nye tiltag, som er afprøvet og udviklet i regi af puljeprojektet "Styrket omsorg og nærvær". Der er tidligere truffet beslutning om en midlertidig budgetomplacering på 500.000 kr. fra puljen til en midlertidig forlængelse af terapeuter til og med november 2022 i Træning og Rehabilitering.

På baggrund af evalueringen indstiller Social, Sundhed og Kultur til, at der frigives midler fra puljen 'Faglige udviklingspotentialer' til en videreførelse af indsatserne afprøvet i regi af puljeprojektet Styrket omsorg og nærvær.

Retsgrundlag

Lov om social service § 83a.
Økonomistyringsregulativet.

Økonomiske konsekvenser

Budgetbehov (kr.)

2022

2023-2024

2025+

Visitation og Hjælpemiddeldepot

51.000

92.000

92.000

Træning og rehabilitering

181.000

1.409.000

1.300.000

Hjemmeplejen

458.000

757.000

757.000

Sygeplejen

31.000

56.000

56.000

AppWriter

307.000

0

0

I alt

1.028.000

2.314.000

2.205.000

2022: Implementering af rehabiliteringsindsatserne samt App-Writer, driftsudgifter og samarbejde om kompetenceudvikling med UCN.

2023-2024: Driftsudgifter og samarbejde om kompetenceudvikling med UCN.
2025+: Driftsudgifter.

Baseret på en opgørelse over ændringen i borgernes behov for hjemmepleje grundet forbedret funktionsevne efter rehabiliteringsforløb i projektperioden, forventes der en årlig besparelse på ca. 2,6 mio. kr. Estimatet er baseret på den gennemsnitlige ændring i antal hjemmeplejetimer henholdsvis før og efter et rehabiliteringsforløb. Endvidere er estimatet baseret på en forventning om at 10% af de borgere, som modtager hjemmepleje inden rehabiliteringsforløbet, samt 75% af alle nye borgere i hjemmeplejen, opnår den estimerede forbedring efter et rehabiliteringsforløb.

Budgetomplacering 2022:
Der ønskes en budgettilførsel til Visitation og Hjælpemiddeldepotet på 51.000 kr., til Træning og Rehabilitering på 181.000 kr., til Hjemmeplejen på 458.000 kr. og til Sygeplejen på 31.000 kr. Derudover ønskes det at tilføre 307.000 kr. til ældreafdelingen fællesområde. Budgettilførslen finansieres via en budgetomplacering på 700.000 kr. fra 'Pulje til faglig udvikling' samt en reduktion på 328.000 kr. i Visitation og Hjælpemiddeldepotets budget til afregning af leverandører (hjemmepleje).

Budgetomplacering 2023-2024:

Der ønskes en budgettilførsel til Visitation og Hjælpemiddeldepotet på 92.000 kr., til Træning og Rehabilitering på 1,409 mio. kr., til Hjemmeplejen på 757.000 kr. og til Sygeplejen på 56.000 kr. Budgettilførsel finansieres via en budgetomplacering på 1,2 mio. kr. fra 'Pulje til faglig udvikling' samt en reduktion på 1,114 mio. kr. i Visitation og Hjælpemiddeldepotets budget til afregning af leverandører.

Budgetomplacering 2025 og frem:

Der ønskes en budgettilførsel til Visitation og Hjælpemiddeldepotet på 92.000 kr., til Træning og Rehabilitering på 1,3 mio. kr., til Hjemmeplejen på 757.000 kr. og til Sygeplejen på 56.000 kr. Budgettilførsel finansieres via en budgetomplacering på 1,2 mio. kr. fra 'Pulje til faglig udvikling' samt en reduktion på 1.005.000 kr. i Visitation og Hjælpemiddeldepotets budget til afregning af leverandører.

Center for Økonomi og Løn (CØL) har gennemgået de økonomiske oplysninger i sagen, og gennemgangen har ikke givet anledning til bemærkninger. CØL oplyser supplerende Økonomiudvalget har kompetencen til at godkende budgetflytninger på tværs af udvalg. Budgetreduktionerne i nærværende sag foretages på Social- og Seniorudvalgets område, mens budgetforøgelserne foretages på tre udvalgsområder: Budgetforøgelsen til Træning og Rehabilitering sker inden for Sundheds-, Kultur- og Fritidsudvalgets område, budgetforøgelsen til Visitationen foretages inden for Økonomiudvalgets område, og de øvrige budgetforøgelser foretages på Social- og Seniorudvalgets område. Det betyder, at Økonomiudvalget skal godkende budgetflytningen fra Social- og Seniorudvalgets område til hhv. Sundheds-, Kultur- og Fritidsudvalgets og Økonomiudvalgets område, mens Social- og Seniorudvalget skal godkende budgetomplaceringerne inden for eget udvalgsområde. CØL har ikke yderligere bemærkninger.

Andre konsekvenser

Intet at bemærke.

Høring og sagsgang

Social- og Seniorudvalget den 6. september 2022

Sundheds-, Kultur- og Fritidsudvalget den 7. september 2022

Økonomiudvalget den 14. september 2022

Ældre-/Seniorrådet den 21. september 2022 - til orientering

Område-MED Ældre og Træning den 27. september 2022 - orientering

Indstilling

Social, Sundhed og Kultur indstiller, at:

  1. Evalueringen tages til efterretning.
  2. Økonomiudvalget godkender, at der flyttes 181.000 kr. i 2022, 1.409.000 kr. i 2023 og 2024 samt 1.300.000 kr. fra 2025 i 2022-priser til Træning og Rehabilitering fra 'Pulje til faglig udvikling' med 181.000 kr. i 2022 og 1.200.000 kr. fra 2023 samt fra Visitationens budget til afregning af leverandører med 209.000 kr. i 2023 og 2024 samt 100.000 kr. fra 2025.
  3. Økonomiudvalget godkender, at der flyttes 51.000 kr. i 2022 og 92.000 kr. årligt fra 2023 i 2022-priser til Visitationens hovedkonto 6 fra Visitationen budget til afregning af leverandører.
  4. Social- og Seniorudvalget godkender, at der flyttes i 2022-priser hhv. 458.000 kr. i 2022 og 757.000 kr. fra 2023 til driftsudgifter i hjemmeplejen. Derudover flyttes 31.000 kr. i 2022 samt 56.000 kr. fra 2023 til driftsudgifter i hjemmeplejens sygepleje samt 307.000 kr. i 2022 til Ældreafdelingens fællesområde. Endvidere reduceres budgettet på kontoen 'Pulje til faglig udvikling' med 519.000 kr. i 2022 samt Visitationens budget til afregning af leverandører med 277.000 kr. i 2022 samt 813.000 kr. fra 2023.

Tidligere besluttet

Beslutning fra Social- og Seniorudvalget, 6. september 2022, pkt. 142:

Ad 1. Taget til efterretning.

Ad 2-3. Indstilles til godkendelse.

Ad 4. Godkendt.

Beslutning

Ad 1. Taget til efterretning.

Ad 2-3. Indstilles til godkendelse.

Ad 4. Taget til efterretning.

Til toppen

131. Orientering om ny ansøgning fra Sponsored by Thy

Udskriv

Sagstema

Orientering om Sponsored by Thy

Redegørelse

Sponsored by Thy opstod som et projekt, der ville støtte individuelle atleter, som havde udfordringer med at søge sponsorkroner på lige fod med eliteidrætsklubber i Thy. Formålet var at afdække muligheden for sponsorstøtte i Thy og udvikle de individuelle talenters kompetencer til at søge og sælge deres produkt og historie til virksomheder.
Det tidligere Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalg,gav tilsagn om at støtte projektet med 400.000 kr. over en 2-årig periode (2020 - 2022) sammen med støtte fra Eliteidrætsrådet på 100.000 kr. over samme periode. Ligeledes blev projektet støttet af innovationsfonden.

Der blev i forbindelse med udløbet af projektperioden udarbejdet en evalueringsrapport, som blev drøftet på Eliteidrætsrådets mødet, juni 2022.
Rapporten konkluderede følgende:

  1. Generelt støtter virksomhederne i Thy eliteidrætten via sponsorstøtte både klub og individuelt.
  2. Sponsored by Thy gav værdi for de enkelte atleter, både på kompetencer til at søge støtte og sælge deres produkt samt mulighed for at fokusere på træning.
  3. Det krævede yderligere finansiering fra Thisted Kommune, for at kunne understøtte eliteatleterne i arbejdet med sponsorer og sponsorstøtte.

Eliteidrætsrådet besluttede på mødet, at dele af Sponsored by Thy var relevant at videreføre, og opfordrede til, at nytænke struktur og organisering med henblik på, at fremsende ny ansøgning.

Sponsored by Thy har fremsendt en ny ansøgning, som vil blive behandlet på næstkommende møde i EIR den 16. september.

Til orientering vedlægges afrapporteringen til Eliteidrætsrådet- se bilag 1.

Retsgrundlag

Kommunalfuldmagten.

Økonomiske konsekvenser

Intet at bemærke.

Andre konsekvenser

Intet at bemærke.

Høring og sagsgang

Sundheds-, Kultur- og Fritidsudvalget den 7. september 2022

Indstilling

Sundhed, Kultur og Fritid indstiller, at sagen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Til toppen

132. Evaluering af Thy Sangskole 2022

Udskriv

Sagstema

Orientering om Thy Sangskoles aktiviteter i perioden fra januar 2021 til august 2022.

Redegørelse

Som en del af budgetforliget 2021 besluttede Kommunalbestyrelsen at bevillige Thy Sangskole et fast årligt driftstilskud på 350.000 kr. (Bilag 1 - Svarskrivelse). I aftalen om driftstilskud lå også en forpligtelse til at evaluere sangskolens aktiviteter hvert andet år. Denne sag fremstiller Thy Sangskoles første evaluering med udgangspunkt i svarskrivelsens krav om aktivitetsgennemgang, beskrivelse af udviklingen i bevillingsperioden samt en økonomisk status inkl. aktuelle regnskaber (Bilag 2 - Aktuelle regnskaber). Dertil gennemgås sangskolens opgaver og mål for de næste to år. Samarbejdsaftalen mellem Thy Sangskole, Kulturrummet og Musikskolen Thy er vedhæftet som orienteringsdokument under Bilag 3 - Samarbejdskommissorium.

Aktivitetsgennemgang
Sangskolens aktiviteter og projekter tager afsæt i bestyrelsens 3 primære fokuspunkter: Bredde, elite og opkvalificering. Disse fokusområder afspejler samtidig præmissen for sangskolens status som lokalt sangkraftcenter, der har til formål at understøtte og videreudvikle sangen i Danmark - både den folkelige sang, skolesang, fællessang og sang på eliteniveau.

I 2021 har sangskolen iværksat 18 aktiviteter for ca. 1.500 borgere (se bilag 4 - Evaluering). Grundet Corona har en del af aktiviteterne taget ny form. Blandt andet har det digitaliserede forløb ”Online - fra hav til fjord” givet anledning til tværgående og vidtrækkende oplevelser med 840 deltagere fra 12 forskellige kor.

I august 2022 har sangskolen foreløbig afviklet ca. 20 arrangementer for ca. 2.500 borgere inden for både bredde, elite og opkvalificering. Fokus i projekterne har bl.a. været på at samtænke sang og sundhed. Herunder har der 4 gange været afholdt "Syng minderne frem" for alzheimerpatienter på plejehjem i Thisted kommune.

Beskrivelse af udvikling

Foruden de tre primære strategiske spor, bredde, elite og opkvalificering, har Thy Sangskole fokus på sundhed og kommunikation i de kommende to sæsoner. I 2022-2024 vil sangskolens aktiviteter således være præget af:

  • samtænkning af sang og sundhed i både eksisterende tilbud og udviklingsprojekte
  • understøttelse af kommunale indsatser på sundheds- og fritidsområdet i tæt samarbejde med andre kulturelle aktører, skoler, dagtilbud samt erhvervslivet
  • et øget fokus på fortællingen om og markedsføringen af Thy Sangskoles aktiviteter
  • tættere samarbejde med musikskolen og brug af kompetencer på tværs

Økonomisk redegørelse

Thy Sangskole er som ét af 13 sangkraftcenter i Danmark en del af et nationalt netværk, der sætter sang på dagsordenen. En afledt konsekvens af rollen som sangkraftcenter er tværgående projekter med andre aktører på området. Thy sangskole har således – foruden deres samarbejde med Musikskolen i Thy og Kulturrummet - iværksat en lang række samarbejdsprojekter, der har haft betydning for både aktivitetsmængde og økonomi. Det øgede samarbejde med bl.a. Sangens hus i Herning har givet anledning til at opnormere timetallet for den daglige ledelse med 10 timer pr. uge gældende fra januar 2022. Med opnormeringen er aktivitetsniveauet i 2022 væsentligt højere end aktivitetsniveauet i foregående år. Merudgiften til løn dækkes af eksterne fonde i tværgående projekter, og derved forventes ændringen udelukkende at medføre øgede aktiviteter, der skaber større bredde og synlighed.

Retsgrundlag

Kommunalfuldmagten

Økonomiske konsekvenser

Årligt tilskud på 350.000 kr.

Resultatopgørelse er vedhæftet som Bilag 2 - Aktuelle regnskaber

Andre konsekvenser

Intet at bemærke

Høring og sagsgang

Sundheds-, Kultur- og Fritidsudvalget den 7. september 2022

Indstilling

Social, Sundhed og Kultur indstiller, at sagen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Til toppen

133. De frie kulturmidler ansøgt af Kirsten Kjærs museum

Udskriv

Sagstema

Kirsten Kjærs museum søger om 58.500 kr. til 9 tværæstetiske begivenheder.

Redegørelse

I forlængelse af Hanne Abildgaards forskningsbaserede monografi om Kirsten Kjær, søger Kirsten Kjærs museum om støtte til udvikling og afvikling af 9 begivenheder, der afholdes i den forestående museumssæson (Bilag 1 Projektansøgning). Alle typer af kunstnere kan via et open call søge om at blive optaget i eventrækken. Udvælgelse af ansøgere foretages af en kuratorgruppe med repræsentanter fra kunst- og performanceverdenen. Fokus i det ansøgte projekt er på at lave tværæstetiske begivenheder med bredde i kunstarter, udtryk og formidling. Fysiske elementer og professionelle fotografier fra hver begivenhed vil indgå i museets ordinære udstilling og skaber derved nye målgruppe- og oplevelsespotentialer inden for museets eksisterende rammer. Børn og unge vil som led i begivenhederne kunne deltage i gratis i workshops med de aktuelle kunstnere.

Der ansøges via "frie kulturmidler" om støtte på 58.500 kr. Støtten skal jævnfør Bilag 3 Projektbudget dække:

  • honorarer til de ni kunstnere (45.000 kr.)
  • transport af værker og rejseudgifter for kunstnere (13.500 kr.)


Museet oplyser i ansøgningen, at de internt dækker udgifter til logi samt lønudgifter forbundet med projektstyring og -afvikling. Øvrige udgifter søges dækket af Statens Kunstfond samt om nødvendigt af Regionens lille kulturpulje. I såfald budgettet ikke dækkes fuldt ud, forventes projektet at blive beskåret og gennemført i reduceret form.


Jævnfør Bilag 4 ydelsesaftale indbefatter museets ordinære strategiske mål følgende:

  • Kirsten Kjærs Museum skal være et sted med fokus på at skabe kunstudstillinger af lokal, regional og international kvalitet og interesse.
  • Tilbyder formidling og foredrag, herunder gerne i samarbejde med andre lokale aktører og andre kulturinstitutioner
  • Indgår i lokale samarbejder både med kulturaktører i bred forstand og tværfaglige samarbejder både lokalt og evt. nationalt.
  • Indgår i et særligt fagligt samarbejde om kunst gennem netværk med for eksempel Det Nordatlantiske Fyr, SMK, Museum Thy og Kunstforeningen Det Ny Kastet m.fl.
  • Kirsten Kjærs Fond forpligter sig til at understøtte lokale aktørers interesser med henblik på at formidle og bruge stedet. Med lokale aktører henvises til foreninger og borgere hjemmehørende i eller med tilknytning til Thisted Kommune.
  • At arbejde for at tiltrække frivillige samt opgradere tilbuddene for de frivillige.
  • Har en særlig indsats for formidling og oplevelse til børn og unge, herunder åbent dagtilbud og skole, som indebærer at tilbuddene beskrives efter de rammer og figurerer i det tværfaglige Åben Skole/Dagtilbudsarbejde i Thisted Kommune.

Social, Sundhed og Kultur vurderer, at projektet bidrager til nytænkning af Kirsten Kjærs museums eksisterende portefølje. Projektet har et bredt i sigte i både metode, stilarter og målgruppe. Det styrker ansøgningen, at børn og unge er indtænkt i projektaktiviteterne, da kulturen derved gøres tilgængelig for flere. Samtidig vurderes det, at indholdet i ansøgningen ikke kan finansieres af det årlige tilskud, da støtten dækker honorar til nye eksterne kunstnere. Det anbefales i den forbindelse at bevillige Kirsten Kjærs museum det fulde ansøgte beløb på 58.500 kr.

Retsgrundlag

Kommunalfuldmagten

Økonomiske konsekvenser

Kirsten Kjærs Museum modtager årligt 300.000 kr. i kommunalt tilskud.

Center for Økonomi og Løn (CØL) har gennemgået de økonomiske oplysninger i sagen, og gennemgangen har ikke givet anledning til bemærkninger.

CØL oplyser supplerende, at status på de Frie Kulturmidler er:

Høring og sagsgang

Sundheds-, Kultur- og Fritidsudvalget den 7. september 2022

Indstilling

Social, Sundhed og Kultur indstiller, at ansøgningen godkendes, og at Kirsten Kjærs museum modtager støtte på i alt 58.500 kr. fra "frie kulturmidler".

Beslutning

Sundheds-, Kultur- og Fritidsudvalget bevilger 15.000 kr. ifm. ansøgningen med bemærkning om, at det forventes at fremadrettede aktiviteter kan indeholdes inden for det årlige tilskud, de modtager fra Thisted Kommune.

Til toppen

134. Fordeling af midler til renovering af klubhuse

Udskriv

Sagstema

Fordeling af renoveringspulje til egne og lejede klubhuse for folkeoplysende foreninger.

Redegørelse

På møde i Folkeoplysningsudvalget den 24. februar 2022 og i Sundheds-, Kultur og Fritidsudvalget den 16. marts 2022 blev der besluttet principper for fordeling af den i budgettet afsatte pulje på 1 mio. kr. til renovering af egne og lejede klubhuse.

Følgende procedure blev besluttet:

  • Den enkelte folkeoplysende forening udarbejder en prioriteret oversigt over aktuelle vedligeholdelses- og renoveringsmæssige behov. De enkelte renoveringsopgaver beskrives så konkret som muligt, og underbygges af priser indhentet som overslag.
  • Til hjælp for foreningerne udarbejder forvaltningen et skema, som anvendes.
  • Oversigterne gennemgås af forvaltningen med henblik på udarbejdelse af en indstilling til de relevante politiske udvalg. Kun i det omfang, hvor det er nødvendigt, og der er tale om større projekter, kvalificeres projekterne både byggeteknisk og prismæssigt i samarbejde med drifts- og anlægsafdelingen. I nødvendigt omfang vil der blive foretaget besigtigelse af klubhuse.

Puljen besluttedes særligt at øremærkes til:

  • Egentlige renoveringsopgaver og forbedring af eksisterende faciliteter.
  • Energioptimerende foranstaltninger.

Desuden besluttedes en egenbetaling fra foreningerne på 20 %.

I alt er der søgt om projekter til ca. 2,2 mio. kr. svarende til et kommunalt tilskud på ca. 1,7 mio. kr. efter foreningernes egenbetaling. En række projekter vurderes at falde udenfor puljens formål og er derfor fravalgt.

Projekter, som vurderes at falde indenfor puljens formål, udgør 1,62 mio. kr. svarende til en puljefinansiering på 1.296.000 kr.

Der er altså ansøgninger indenfor puljens formål for 296.000 kr. mere end der kan rummes af puljen. Det samlede overblik over ønsker kan ses i bilag.

På baggrund af ovenstående foreslår Social, Sundhed og Kultur, at fordelingen foretages på følgende måde, idet der er behov for en prioritering af midlerne.

  • Der bliver prioriteret mellem projekterne for de foreninger som ønsker flere tiltag.
  • Hvis foreningen selv har prioriteret, vælges prioritet et.
  • Hvis foreningen ikke har prioriteret, vælges energioptimerende tiltag.

Derudover sænkes tilskuddet med 5,2 % til 74,8 %. Det vil betyde, at foreningernes egenfinansiering vil være 25,2 %. Reduktionen i tilskuddet er forholdsvist begrænset, hvorfor det vurderes at foreningerne vil kunne gennemføre projekterne alligevel. Endvidere foreslås et maksimalt tilskud på 150.000 kr. pr. forening.

På den måde kan de foreninger, som har indsendt ansøgninger, der falder indenfor puljens formål, alle modtage et tilskud.

Ovenstående fordeling vil betyde, at der kan fordeles i alt 1,0 mio. kr.

Thisted Sejlklub har søgt om 253.750 kr. og bliver dermed ramt af det maksimale tilskud på 150.000 kr. Social, Sundhed og Fritid har været i kontakt med foreningen, og foreningen oplyser, at de har forståelse for, at det er en stor ansøgning, og at de kan og vil gennemføre projektet med et tilskud på 150.000 kr. - idet foreningens økonomi giver mulighed for, at foreningen bærer en større del af projektets udgifter.

Derudover har der været kontakt til Thisted svømmeklub angående tilpasning af projekt, da det vurderes, at køkkenet ikke pt. bør medgå, idet Social, Sundhed og Kultur vurderer, at køkkenet for nuværende er i okay stand. Foreningen er enig i, at udskiftning af køkkenet er det mindst presserende af deres ønsker. Foreningen vil sætte pris på tilskud til de øvrige delelementer.

Retsgrundlag

Kommunalfuldmagten

Folkeoplysningsloven

Økonomiske konsekvenser

Tilskuddene til de enkelte foreninger fordeles i henhold vedhæftet bilag og finansieres af den allerede frigivne anlægsbevilling XA-1046 Vedligeholdelse af klublokaler - 2022.

Center for Økonomi og Løn (CØL) har gennemgået de økonomiske oplysninger i sagen, og gennemgangen har ikke givet anledning til bemærkninger.

Andre konsekvenser

Intet at bemærke

Høring og sagsgang

Folkeoplysningsudvalget den 25. august 2022

Sundheds-, Kultur- og Fritidsudvalget den 7. september 2022

Indstilling

Sundhed, Kultur og Fritid indstiller, at puljen fordeles som beskrevet i bilaget i sagsfremstillingen og finansieres af den allerede frigivne anlægsbevilling XA-1046 Vedligeholdelse af klublokaler - 2022.

Tidligere besluttet

Beslutning fra Folkeoplysningsudvalget, 25. august 2022, pkt. 32:

Godkendt.

Fraværende i Folkeoplysningsudvalget - 25. august 2022:

Preben Dahlgaard

Beslutning

Godkendt.

Til toppen

135. Underskriftsark

Udskriv

Sagstema

Godkendelse af underskriftark.

Redegørelse

Underskriftsarket underskrives digitalt ved at trykke på godkend i First Agenda.

Retsgrundlag

Forretningsorden for de stående udvalg.

Økonomiske konsekvenser

Intet at bemærke.

Andre konsekvenser

Intet at bemærke.

Høring og sagsgang

Sundhed-, Kultur- og Fritidsudvalget den 7. september 2022

Indstilling

Til godkendelse.

Beslutning

Godkendt.

Til toppen