Genbrugstræ og knofedt har givet Thy et nyt vartegn: - Her løfter vi i flok

Publiceret 27-08-2020

Frivillige har de seneste to uger knoklet for at hjælpe kunstner Thomas Dambo med at bygge en kæmpe trold i Ashøje Plantage.

Trolden er ikke helt færdig på billedet her. Den får også hår og skæg. Hvis du vil se det færdige resultat, venter trolden i Ashøje Plantage.

Han er ikke lige sådan til at få øje på.

Men når man bevæger sig gennem Ashøje Plantage uden for Hurup, troner han pludselig frem i en lysning.

En kæmpestor trold i genbrugstræ er flyttet til Thy.

Han sidder på bagdelen med sine ben spredt ud foran sig og vogter over skoven. En mosaik af træstumper danner et skjold, han bærer på torsoen.

Den nye trolde-indbygger i Thy er blevet til gennem en fælles indsats fra kunstner Thomas Dambo, hans team og en stor gruppe af frivillige, der har fået det hele til at ske.

I Thy løfter vi i flok

Det var Thy Turistforening, der er støttet af Thisted Kommune, der sikrede kontakten med kunstner Thomas Dambo og fik ham overbevist om, at én af hans trolde, som han bygger over hele verden, skulle bo i Thy.

Men trolden er kun blevet til virkelighed, fordi der er blevet ydet en stor indsats. Frivillige har knoklet i skoven i to uger, og en masse forskellige virksomheder i Thy har doneret materialer. Det fortæller Mai Manna, der er turistchef i Thy Turistforening.

- I Thy løfter vi i flok, og vi står sammen. Det har vi virkelig mærket i det her projekt. Troldens skjold symboliserer så fint, at en masse forskellige kræfter i Thy har lagt et stykke bark på det her projekt.

Én af de frivillige, der har været med helt fra starten, er John Jensen, der bor i Hurup.

Da Mai Manna kontaktede ham med idéen om en trold, gik han i gang med at finde egnede placeringer, mulige bidragsydere og frivillige sammen med de øvrige medlemmer af initiativgruppen. Og de rykker hurtigt i Sydthy. På ingen tid havde de samlet de penge ind, som kunstner Thomas Dambo skulle have for at bygge trolden.

Trolden sidder i en lysning og kigger ud over plantagen.

Rekordmange frivillige på troldebyggeri

I byggeprocessen har der hver dag været omkring 50 frivillige, der har skruet, savet eller leveret forplejning til arbejderne.

Andreas Sørensen er lærling på Thomas Dambos troldebygger-hold. Han er meget overvældet over den modtagelse, de har fået.

- Jeg har aldrig i mit liv mødt så hjertevarme mennesker. Der er så meget kærlighed. Det mærker man virkelig, når man kommer udefra. Det er første gang, at jeg har oplevet, at der har været så mange frivillige på et troldebyggeri, siger Andreas Sørensen.

John Jensen er også meget taknemmelige for alle de frivilliges hjælp.

- Der er kommet arbejdskraft fra både højre og venstre. Det har været helt fantastisk at opleve, siger han.

Den store Trolde-Folke-Fest

Thomas Dambo, der er kunstneren bag trolden, er kendt for at lave projekter ud af genbrugsmaterialer. Han er mest kendt for sine trolde, som han har bygget forskellige steder i hele verden.

Denne sommer skulle han have bygget trolde rundt omkring i verden, men det satte coronapandemien en stopper for. I stedet bruger han sommeren på sin Trolde-Folke-Fest, hvor han bygger ti trolde rundt omkring i Danmark. Det er én af dem, der nu bor i Thy.

Thomas Dambo har fortalt, at han godt kan lide trolden som motiv, fordi trolden symboliserer naturens kræfter. Troldene passer på skoven, og hvis vi ikke behandler naturen og skovene ordentligt, så kommer troldene efter dig.

Trolden står efter planen færdig i skoven den 27. august

Kulturrummet

Kontakt
Tingstrupvej 13
7700 Thisted

Telefon

99 17 28 28 – KulturRummets sekretariat
99 17 28 00 – Biblioteket i Thy
99 17 38 40 – Musikskolen i Thy
99 17 38 33 – Plantagehuset
51 38 13 13 – URT