Fakta:
Der er ca. 1-2 børn i hver 1. klasse som tisser i sengen. Hos nogle går det over af sig selv, mens der hos andre skal hjælp til.
Hvis dit barn er 5 år eller derover og tisser i sengen, er I velkommen til at kontakte Sundhedsplejen, så vil vi meget gerne hjælpe jer med dette.
Årsagerne:
Børn kan ikke gøre for, at de tisser i sengen, det er ufrivilligt. Nogle har arvet det fra mor og far.
Årsager til at børn tisser i sengen om natten:
- De kan have en høj urinproduktion om natten, hvor man normalt har en lille produktion. Dette skyldes at de mangler et hormon.
- De kan have en lille blære, med dertil lille kapacitet.
- De kan have uhensigtsmæssige tisse- og drikkevaner.
- De kan have manglende evne til at vågne, når blærens rummeevne overskrides.
Behandlingen:
Det er meget vigtigt at både barn og forældre er motiverede og parate til en behandling.
Der kan udfyldes et væske- og vandladningsskema over 1 uge for at finde ud af hvilken behandling der er brug for, til netop jeres barn. Skemaet får i udleveret af mig og ligeledes får i en tilbagemelding af mig på hvad skemaet fortæller.
Hvis man har en lille blære, kan man med fordel have gavn af et ringeapparat. Der findes mange forskellige ringeapparater. Ved nogle ringeapparater placeres der en sensor i underbukserne og giver lyd fra sig, når barnet tisser. Meningen er, at man træner barnet til at vågne, når han/hun skal tisse. Ringeapparatet skal I selv købe. Jeg vil meget gerne vejlede jer i forhold til ringeapparat køb, og brug af denne.
Hvis man har en høj urinproduktion om natten, er hormonbehandling en anden mulighed. Man behandler med det hormon, som barnet mangler for at nedsætte urinproduktionen om natten. Hormonet fås som smeltetablet og skal ordineres af egen læge.
Hvis I er interesseret i hjælp, skal I kontakte mig, sundhedsplejerske Kristine på mobil: 51 30 93 23. Jeg har telefontid torsdag mellem kl. 8:00-9:00.
Det er altid en god ide at have talt med egen læge omkring problemet og afleveret en urinprøve til egen læge for at være sikker på at der ikke er en underlæggende årsag til nattisseriet.