Vores mål er, at Solgården skal være et trygt, varmt og aktivt sted at bo og besøge. Du er ekspert i dit eget liv, og vi inddrager din viden, så du så vidt muligt får indflydelse på din hverdag.
Personalet på Solgården støtter dig i at vedligeholde og, hvis muligt, forbedre din fysiske og psykiske formåen. Det betyder, at vi hjælper dig, hvor der er behov, samtidig med at du selv klarer det, du kan og har kræfter til.
Vi ønsker, at du falder godt til hos os og oplever, at Solgården er dit hjem. Vi støtter dig gerne i at skabe en tryg og personlig bolig med plads til privatliv, samtidig med at vi håber, du får et godt fællesskab med de øvrige beboere.
For at give dig den bedst mulige start har vi udarbejdet en velkomstpjece for Solgården. Den kan hjælpe med at besvare de spørgsmål, der naturligt opstår i forbindelse med en indflytning. Pjecen sender vi gerne til dig eller dine pårørende på mail, hvis du ønsker at læse mere, eller når du får tilbudt en bolig hos os.
Vi ser frem til et godt samarbejde med dig og dine pårørende.