Når det kommer til den grønne omstilling, gør vi alle, hvad vi kan for at bidrage – selvom det kun er i lille skala i vores egen husstand.
Men det hele kan også godt føles lidt uoverskueligt. For hvad har det egentlig af betydning i sidste ende?
Hver en lille indsats gavner selvfølgelig, men det er også vigtigt, at der bliver forsket i løsninger, der kan gøre en markant forskel i det store CO2-regnskab.
Én af de løsninger handler om at fange og lagre CO2.
Lige nu er det et emne, der bliver talt meget om blandt politikere, erhvervsliv og forsyningsselskaber. Flere ting tyder nemlig på, at den nye teknologi kan ende med at rykke ind i Thy.
Det skyldes, at foreløbige undersøgelser viser, at der er optimale vilkår for at lagre CO2 i undergrunden ud for Hanstholm.
Tre trin til at rydde op på CO2’en
Men den information bringer også en masse spørgsmål med sig. For hvordan fungerer det, hvilken effekt kan det få, og er der nogle farer ved det?
Helt grundlæggende er CO2-fangst og lagring en metode til at rydde op på noget af den menneskeskabte CO2-udledning, der er sluppet løs i atmosfæren.
Det forklarer Lars Henrik Nielsen, der er chefkonsulent ved De nationale geologiske undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS.
- CO2-lagring kræver tre processer. Det første er, at man indfanger den CO2, som for eksempel industrivirksomheder eller kraftvarmeværker udleder. Herefter komprimerer man CO2’en, så den kan blive transporteret til et CO2-lager – enten via en rørledning eller klassiske transportmidler.
Ved CO2-lageret bliver den komprimerede CO2 så pumpet ned i et lager i undergrunden.
- På den måde uskadeliggør man CO2’en, fordi den ikke får lov til at slippe ud i atmosfæren, forklarer Lars Henrik Nielsen.
Værdifuld undergrund ud for Hanstholm
Det er netop sådan et lager, der kan ende med at blive en realitet i undergrunden ud for Hanstholm.
Det kræver nemlig nogle helt særlige betingelser, som GEUS forventer, eksisterer netop her.
- Nogle er af den opfattelse, at der er tale om et stort hul i undergrunden, man pumper CO2 i og så forsegler. Sådan fungerer det ikke. Det er nogle naturlige betingelser, der er i stand til at lagre CO2 af sig selv, forklarer Lars Henrik Nielsen.
Først og fremmest er det et krav, at lageret skal være på mindst 800 meters dybde, fordi der skal være de helt rigtige trykforhold. Derudover er det vigtigt, at undergrunden består af en såkaldt porøs sandsten, og så skal sandstenen være overlagret af en tæt membran af mindst 20 meter lersten, som er tæt.
- Sandstenen er en fast sten, der har en masse bittesmå hulrum, hvor man i dag finder saltvand. Det er det saltvand, CO2 vil skubbe til side for at lagre sig i hulrummene. Trykforholdene og de 20 meter lersten gør så, at CO2’en ikke vil kunne boble op til overfladen igen, forklarer Lars Henrik Nielsen.
Philip Fosbøl er forsker under DTU’s Institut for Kemiteknik. Han beskæftiger sig med effektive metoder til absorbering af CO2 og industriel CO2-fjernelse.
Han har et meget lavpraktisk billede på de mekanismer, der gør lagringen af CO2 muligt.
- Hvis du sidder i et badekar og har lagt en skål på hovedet under vandet, så kan man boble CO2 ind i skålen, uden at det kommer op igen. CO2-lagring fungerer lidt på samme måde. CO2’en vil søge opad, men den bliver stoppet af laget af lersten, forklarer han.
Og det er ikke små mængder af CO2, der kan blive plads til i undergrunden. Den danske undergrund er faktisk én af dem, der egner sig bedst i hele Europa.
Beregninger fra et stort EU-projekt, som GEUS har bidraget til, viser, at der er plads til mere end 500 års udledning af CO2 på det nuværende niveau i undergrunden i Danmark. Det skriver Geo Viden.