På bordet ligger en hel del nyt værktøj, som endnu ikke er pakket ud. Der er blandt andet to filer, en loddekolbe, en skruetrækker og en tang:
Vi har fået doneret nogle penge, og det er jo skønt, for så kan vi få lidt nyt værktøj at arbejde med, og det er der altid brug for. Vi har jo nok at lave, forklarer Leo Pedersen, alt imens han har travlt med at sætte kaffen over i mellemgangen lige uden for værkstedet.
Leo Pedersen, Niels Christensen, Jens Clausen og Bertel Rasmussen udgør tirsdagens Repair Cafe-team i kælderen under Paletten i Nors. Her holder de til i Aktive Netværk Nors’ træværksted. Det har de gjort i omkring tre år, og deres Repair Cafe er blot én af 69 Repair Cafe’er etableret rundt omkring i Danmark.
Mange kommer forbi
Leo Pedersen har gennem alle årene ført statistik med hvad og hvor meget, de reparerer. Sidst de havde åbent var 17 ”kunder” forbi, og forventningen er den samme denne tirsdag eftermiddag, hvor holdets pensionerede tømrer er gået i gang med en gyngestol, der skal lappes sammen:
Vi har faktisk tit ret travlt. Det har spredt sig, at vi er her og gerne vil hjælpe, siger Niels.
Selvom der er reparationer nok at tage fat på, når de mødes den 3. tirsdag i hver måned, så er der også kaffe på kanden og altid tid til en snak med dem, der kommer med noget, der skal repareres.
Den tendens genkender Anne Louise Bang, der er seniorforsker i bæredygtighed og design ved Via University College i Herning:
Folk vil gerne opføre sig ansvarligt og miljøbevidst, og det er Repair Cafeernes mangedobling på få år et udtryk for. Mange har fået øjnene op for, at det er skidt, at vi smider så meget væk, så det er positivt, at vi ser den her udvikling. Skal vi have ændret det, så er det jo først og fremmest den enkeltes mindset, der skal ændres, forklarer hun.
Vil gerne passe på miljøet
Formålet i Repair Cafe Danmark er at reducere affald, ændre forbrugsmønstre og skabe viden om og lyst til grøn omstilling. Og genbrugstanken driver også holdet i Nors. De peger selv på, at de er efterkrigstidsbørn. Født af en generation, der oplevede Anden Verdenskrig og derfor vokset op med, at ting har en værdi:
Vi snakker jævnligt om, at vi synes, vi ser mange ting på genbrugspladsen, hvor vi tænker: ”Mon ikke det kunne være repareret?”. Samtidig skal vi passe på vores miljø, og det kan vi jo blandt andet gøre ved at genbruge, siger Leo Pedersen.
Jens Clausen (nederst) har arbejdet som flymekaniker. Nu tager han gerne udfordringen op med at reparere alle mulige former for maskiner.
Ingen fikse-garanti
Blandt dagens opgaver er en plæneklipper af meget ældre dato, som ikke kan starte. Både Bertel Rasmussen og Jens Clausen går ombord i den, og de knokler og er ude i mange løsningsforsøg, inden de to giver fortabt.
Sådan er det jo også en gang imellem. Vi prøver os jo frem, og når det lykkes, så er det så dejligt at se, hvor glade folk bliver. Meeeeen det er da lidt træls, når vi ikke kan få det til at virke, siger Bertel, som er holdets VVS’er.
Men politikken er, at vi ikke siger nej til en opgave. Til gengæld giver vi ingen garantier, og det er helt gratis, supplerer Leo, der har en baggrund som smed og senest 38 år på Cimbria i jobbagagen.
Vigtigt med samværet
Ud over at reparatørerne får vedligeholdt de håndværksmæssige færdigheder den tredje tirsdag i hver måned, så er samværet med de andre en vigtig brik for Repair Cafeen.
Vi får talt om mange ting. Jeg kan rigtigt godt lide at være med til det her, fordi vi både går og hygger og gør en forskel for andre, siger Leo, mens der bliver nikket rundt om kaffebordet. Ind ad døren kommer endnu en opgave. En gammel havesaks, som ikke længere kan gøre så meget som et stykke græs fortræd. Den skal slibes:
Det kigger vi på! Snup dig en kop kaffe imens, lyder opfordringen til ejerinden, inden Niels tænder slibemaskinen og snakken for en stund igen bliver overdøvet af maskinstøj.
REPAIR CAFE DANMARK
I 2013 åbnede de første to Repair Cafeer i København. Konceptet kom til Danmark fra Holland. I 2018 blev foreningen landsdækkende med cafeer i Aarhus og Odense. I dag er der 69 Repair Cafeer på landsplan.
Det er en non-profit forening. Alle arbejder 100% frivilligt – både i hovedforeningen og i de lokale afdelinger. I Nors holder de til på Paletten. Der har de åbent den 3. tirsdag i hver måned (undtagen juli).