Budget 2023 er på plads

Publiceret 13-10-2022

Velfærdsområderne og den grønne omstilling er i fokus for næste års budget, hvor politikerne har fundet besparelser på 30 mio. kr.

En enig kommunalbestyrelse har nu godkendt budgettet for 2023. Med afsæt i budgetforliget, som Kommunalbestyrelse tidligere på måneden blev enige om, er der tirsdag aften sat et punktum for de økonomiske rammer for næste år, og alle 27 medlemmer stemte for.

Der er tale om et budget, hvor en langsigtet udvikling af velfærdsområderne, og den grønne omstilling er i fokus.

- Vi har en sund økonomi, og det er et godt grundlag at lave et budget ud fra. Især i en tid, hvor udfordringerne presser sig på, og vi er nødsaget til at finde besparelser, siger borgmester Niels Jørgen Pedersen om "Budget 2023".

Plan for skole- og dagtilbudsområdet

Politikerne har bl.a. besluttet, at der nu sættes gang i en proces om en plan for skole- og dagtilbudsområdet i Thy, budgetterne for kultur, turisme og central ledelse og administration er reduceret, og der skal fx arbejdes med etablering af en central ejendomsadministration.

Samlet set er der fundet besparelser for 30 mio. kr. næste år, men for borgmesteren er det vigtigt at understrege, at de 27 politikere har landet et budget, der finder pengene, uden at de samtidig laver serviceforringelser.

- Det har været centralt for os, at vi skal finde pengene, uden at det forringer den offentlige service. På fx skoleområdet mærker vi et tydeligt behov og ønske om en plan for fremtidens skole- og dagtilbud i Thy. Hvordan laver vi en skole som både er faglig-, social- og økonomisk bæredygtig? Det efterlyser alle involverede, og de mest fodslæbende på skoleområdet lige nu, er faktisk os politikere. Så vi er alle enige om, at vi skal have kridtet skoene, siger Niels Jørgen Pedersen.

Satser på den grønne omstilling

Han fremhæver også, at politikerne i Thisted Kommune er enige om at fastholde et højt og ambitiøst anlægsbudget som næste år ligger på omkring 200 millioner kroner. Det gør de fordi investeringerne på sigt medfører en forbedring af driften.
Samtidig er der også sat 5. mio. kr. af til at underbygge projekter for den grønne omstilling, og der sættes gang i at undersøge en flytning af Jobcentret og et byudviklingsprojekt på området for den nuværende placering i Skolegade.

- Så selvom vi har haft en bunden opgave med at finde en række besparelser, så står vi til bage med et budget, hvor vi samtidig har modet til at sætte gang i en langsigtet udvikling af vores velfærdsområder. Det synes jeg er vigtigt, siger Niels Jørgen Pedersen.

Du kan se hele budgetforliget og læse referat fra Kommunalbestyrelsens møde den 11. oktober her. (Lav til link)

Ledelsessekretariatet

Kontakt
Asylgade 30
7700 Thisted
Ledelsessekretariatet

Åbningstid

Borgerrådgiveren kan kontaktes:

Mandag - onsdag: 08.00 - 15.00

Torsdag: 08.00 - 17.00

Fredag: 08.00 - 15.00