Der bliver godt fyldt under den hvide teltdug, når dette års Jobevent Thy i næste uge byder alle indenfor.
Endnu flere virksomheder og uddannelser end sidste år har nemlig meldt sig på banen for at være med på dagen. Det er anden gang, at Thisted Kommune afholder Jobevent. Og i år er der 12 virksomhedsstande flere, end da det løb af stablen i maj 2022. Det er, ifølge Erhverv- og Beskæftigelseschef Trine Engholm Christensen, et tegn på, at det har værdi at skabe et rum for dialog mellem arbejdsgiver og arbejdstager.
- Vi har valgt at prioritere Jobevent Thy som en årligt tilbagevendende begivenhed, fordi det skaber nogle oplagte rammer for det personlige møde mellem virksomheder og jobsøgende. På denne måde understøtter arrangementet det lokale erhvervslivs rekrutteringsbehov, samtidig med at der sættes fokus på de mange jobmuligheder i Thy, siger hun.