Demens

Ka do æ how nøj?

Publiceret 15-03-2023

Thisted Kommune har som den foreløbigt eneste kommune herhjemme fået sin egen version af det landsdækkende koncept "Demensvenligt Danmark". "Demensvenligt Thy" hedder tiltaget.

Med en ny hjemmeside gør Thisted Kommune det nemt for borgeren at finde råd og vejledning om demens.

Der er konkrete råd til hverdagen. Der er svar på en række spørgsmål, og der er kort vej til hjælp.
Med en ny hjemmeside, og en række kommende tiltag har Thisted Kommune skabt en base for vidensdeling og vejledning for alle i Thy, der på den ene eller den anden måde har demens inde på livet eller møder mennesker med demens i deres arbejde.

- Ingen skal stå alene med demens. Det er noget, vi har sammen, og ansvaret for at skabe et Demensvenligt Thy ligger hos alle. Gennem aktivt medborgerskab kan og skal vi involvere og aktivere hinanden. Med et fælles fundament, håber vi, at synliggøre mulighederne for et godt liv – på trods af demensen, siger Anne Fink, chef for Ældre og Træning i Thisted Kommune, om baggrunden for det nye tiltag.

Ønsker større åbenhed

På hjemmesiden www.demensvenligtthy.dk kan alle søge information. Både om hvilke muligheder der er for at få hjælp, men også om, hvordan du som privatperson spiller en vigtig rolle og kan være med til at skabe større åbenhed om tilstanden, der påvirker mange menneskers liv. Kampagnen, der kommer til at løbe hele året, skal være med til at skabe betydelig mere opmærksomhed og resultater her i Thy.

Det anslås, at der er 800 personer med demens i Thisted Kommune. I 2034 forventes det tal at være steget til 1.400.

Gitte Sand Dahlgaard er én af de demenskoordinatorer, der står klar med råd og vejledning, når hverdagen slår en kolbøtte, og en borger bliver ramt af demens. Der går meget forud for selve diagnosen, og mere opmærksomhed på den del, vil kunne gøre en forskel for mange, siger hun:

- Hvis vi som mennesker ændrer adfærd, så er der noget galt. Det skal vi blive bedre til at tale om og være opmærksomme på. Alle sammen. Det handler meget om ikke at være berøringsangst. Vær åben og ærlig. Vi skal turde italesætte ændringer i den gode ven eller venindes adfærd. Fordi vi gerne vil hjælpe og fordi, det er svært og hårdt at blive ramt af demens.

Fakta om demens

  • Demens er betegnelse for mere end 200 forskellige sygdomme.
  • Demens er en såkaldt organisk psykisk lidelse, som skyldes beskadigelser af hjernen, fx forårsaget af ulykker, eller sygdomme i hjernen som svækker vores evne til at huske, koncentrere os, tale, løse problemer og forstå, hvad der foregår omkring os.
  • Demens kan også ledsages af ændringer i adfærden. Nogle bliver utrygge og forvirrede. De kan blive urolige, reagere vredt og aggressivt og se syner.
  • Det anslås, at der er 800 personer med demens i Thisted Kommune. I 2034 forventes det tal at være steget til 1.400.

Kontaktinfo

Ældre og træning
Asylgade 30
7700 Thisted