Siden Regeringen i foråret kom med en ny lov om, hvordan kommunerne må organisere deres affaldsforbrænding, har Thisted og Morsø Kommuner arbejdet på en model, der skal opløse I/S Thyra senest med udgangen af 2024.
De to kommuner har indtil nu - via selskabet I/S Thyra - stået som medejere af Kraftvarmeværk Thisted sammen med Thisted Varmeforsyning, men den konstellation forbyder loven, som blev vedtaget i sommer. Regeringen har som målsætning at fjerne 30 procent af forbrændingskapaciteten på landsplan, og der er i den nye lov bl.a. krav om, at kommunerne skal udbyde forbrændingsegnet affald fra de kommunale genbrugspladser og den kommunale husstandsindsamling. Derudover er der krav om, at affaldsforbrænding fremover skal drives i særskilt aktie- eller anpartsselskab senest pr. 1. januar 2025.
Varmeforsyningen overtager
Thisted Varmeforsyning udtrykte i sommer ønske om at overtage de 50 procent af ejerskabet, som de to kommuner har, og efter en gennemgang af de forskellige muligheder er der nu lagt op til, at Thisted og Morsø kommuner overdrager deres andel af Kraftvarmeværk Thisted til netop Thisted Varmeforsyning.