sundhed

Kedelig rekord: Skamstøtte skal skabe opmærksomhed

Publiceret 08-10-2023

Danmark har verdens yngste rygestart. Derfor er skamstøtten ”Det rygende barn” på vej rundt i landet, og i øjeblikket er den i Thy.

Vi har i Danmark en temmelig kedelig verdensrekord. Vi har nemlig verdens yngste rygestart. I Danmark er unge i gennemsnit kun 16,4 år når de begynder at ryge regelmæssigt. Det viser et nyt studie publiceret af The Lancet Public Health, som er et internationalt anerkendt tidsskrift på sundhedsområdet. Globalt ligger gennemsnittet på 19,2 år.

I en landsdækkende kampagne sætter Røgfri Fremtid spot på den kedelige førsteplads og det gør de blandt andet ved at lade en skamstøtte af et rygende barn rejse landet rundt. Statuen er en ægte repræsentation af et barn i aldersgruppen, 3D skannet til formålet.

Besøger uddannelser i Thy

Lige nu er ”Det rygende barn” at finde i Thy. Statuen står i løbet af de kommende uger på fem forskellige uddannelsesinstitutioner, hvor den skal åbne for debatten om hvem der bærer ansvaret for vores nye førsteplads – og hvordan kommer vi af med den igen?

- Vi mener, at der er al mulig grund til at sætte fokus på den kedelige rekord og har valgt at trække kampagnen til Thy, fordi pilen peger på mange, når vi taler om, hvem der har ansvaret for den. Det betyder derfor også, at vi er mange, som skal hjælpe hinanden for at slippe af med den kedelige verdensrekord. Det er dog vigtigt også at have fokus på de mange forskellige nikotinprodukter, som fx snus og e-cigaretter, som efterhånden fylder mere end cigaretterne, siger Kenneth Saugstrup, der er sundhedsmedarbejder i Thisted.

Her kan du finde statuen i Thy:

Uge 40 – Professionshøjskolen UCN
Uge 41 – SOSU Skolen
Uge 42 – Borgerservice på Rådhuset i Thisted
Uge 43 – EUC Nordvest
Uge 44 – EUC Nordvest
Uge 45 – Thisted Gymnasium & HF

Statuen er printet i 3D og den rygende pige har samme størrelse som en teenager.

Kontaktinfo

Sundhed
Asylgade 30
7700 Thisted

Tilmeld dig nyhedsbrev

Felter med (*) skal udfyldes

Røgfri Fremtid?

  • Røgfri Fremtid er et partnerskab, der er lanceret af Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden i 2017.
  • I dag er de 284 partnere.
  • Målet er, at ingen børn og unge ryger i 2030.
  • For at nå det ambitiøse mål samler Røgfri Fremtid alle dele af samfundet i en fælles indsats for at undgå, at børn og unge begynder at ryge.