I forbindelse med at Thisted Kommune har indgået en fratrædelsesaftale med skoleleder Dorthe Ninn, Tingstrup Skole, er der foretaget en rokade vedr. skolelederstillingerne på Tingstrup Skole, Hanstholm Skole og Østre Skole.
Rokaden betyder, at Brian Kirk Nielsen, som er nuværende skoleleder på Østre Skole, overtager den ledige skolelederstilling på Tingstrup Skole.
Skolelederstillingen på Østre Skole overtages af Søren Østergaard, der i øjeblikket er skoleleder på Hanstholm Skole.
Og endelig overtager viceskoleleder på Hanstholm Skole, Anna Møller Ehlers, skolelederstillingen på selvsamme skole.
- Med udgangspunkt i den aktuelle situation, er jeg meget glad for, at det i god dialog med skolebestyrelserne, er lykkedes at besætte stillingerne med dygtige skoleledere. Der er tale om ledere, vi kender godt fra vores eget system i forvejen, og som samtidig er yderst motiverede for at komme i gang med arbejdet til gavn for de respektive skoler, udtaler Chef for Undervisning og Dagtilbud, Per Overgaard.
Ændringerne sker med virkning fra mandag den 22. januar.