Fra august til december i år skal Kommunikationscenter Thisted afprøve en 4-dages arbejdsuge.
Det er besluttet i det lokale MED-udvalg efter et års dialog med alle medarbejdere og tillidsvalgte - og med opbakning fra chef og forvaltning.
Ændringen betyder, at der indføres forlænget åbnings- og undervisningstid fra mandag til torsdag.
Arbejdspladsen gør det på den måde, at der er udarbejdet det der kaldes en 34/3-model. Det betyder at arbejdstiden er tilrettelagt med 34 timers ugentlig fremmødetid fra mandag til torsdag, samt tre timer som placeres efter medarbejderens eget ønske - og hvor der kan arbejdes hjemmefra, hvis den ansatte ønsker det.
Til gavn for brugerne
KCT er nysgerrige på, om de forlængede åbningstider i løbet af ugen vil forbedre voksnes muligheder for at kunne modtage specialundervisning, selvom de er på arbejdsmarkedet.
Tilrettelæggelsen af arbejdstiden vil blive evalueret i midten af november, både til personalemøder og teammøder. Desuden er det planlagt, at der skal følges op med en mini-MUS-samtale for alle medarbejdere. Denne evaluering vil være afgørende for, om ordningen forlænges, gøres permanent eller om tidligere arbejdstid beholdes.
- Vi har et håb om, at borgerne vil opleve en forbedret service fra vores side, ved at vi udvider tiden, hvor man kan få undervisning, og derfor er det besluttet at afprøve en 4-dages arbejdsuge. Det kan kun lade sig at gøre, fordi personalet har en yderst fleksibel og dialogsøgende tilgang til vores forsøg, siger leder af Kommunikationscenter Thisted, Erik Gustavsson.