En gave i løv fra Thy til Dronningen

Publiceret 30-08-2021

Ulven, et par surfere, traner, Hanstholm Fyr og Liden Kirsten og Prins Buris har alle fundet vej til den smukke løv-collage, som er Thisted Kommunes gave til Hendes Majestæt Dronningen i anledningen af besøget i Thy den 30. august 2021.

Her ses overrækkelsen af den officielle gave fra Thy til H.M. Dronningen. På billedet ses kunstner Susanne Tvermoes, Dronningen og borgmester i Thisted Kommune, Ulla Vestergaard.

Værket er lavet af kunstner Susanne Tvermoes fra Sindrup i det sydligste Thy.
Hun fik i opdrag at lave et værk, der symboliserer naturen på egnen og nogle af de specielle steder, her findes. Og for kunstneren blev det vigtigt også at knytte det historiske - som egnens mange gravhøje - og det nutidige – som surferne og to med metaldetektorer - ind i kunstværket.

- Det er et slags myldrebillede. En cirkelform, hvor der indgår elementer, der er karakteristiske for Thy. Nationalpark Thys natur danner baggrund for hele værket, og så ville jeg gerne flette fortiden og nutiden sammen, fortæller Susanne Tvermoes om sit kunstværk, der er lavetudelukkende af naturmaterialer.

Kunst af følfod og liguster

Susanne Tvermoes har i mere end 70 år arbejdet med løvcollager og finder selv sine materialer. I værket til dronningen er der blandt meget andet brugt stokroser, pæreblade, birkebark, følfod og blomster fra en ligusterhæk:

- Jeg finder materialerne i min have, i skoven, og hvor jeg ellers støder på løv og blomster. Inden de ender i et billede, er der en længere proces, hvor de skal tørre og presses, før de er klar til brug, forklarer kunstneren.

Bladene bestemmer selv

Hun blev glædeligt overrasket, da Thisted Kommune kontaktede hende og spurgte, om hun ville lave gaven til regenten:

- Alle opgaver er svære, fordi jeg altid gerne vil lave det ypperste, og når man arbejder i naturmaterialer, så er der også altid en ubekendt. Det kan godt være, jeg har en ide og vil noget, men bladene vil måske noget helt andet, og når først de er limet på papiret, så er det svært at rette på noget, siger hun.

Værket måler 40x40 cm og med det følger et håndskrevet brev, som beskriver motiverne. Nu glæder løv-kunstneren sig til selv at være med til at overrække det til Dronningen under den officielle velkomst på Bunkermuseum Hanstholm mandag formiddag. Og til spørgsmålet om, hvor hun håber, det kunne finde plads i de kongelige gemakker, lyder svaret lidt forsigtigt:

- Ja, jeg aner jo ikke, om det kommer op nogen steder, men jeg kunne godt forestille mig, det kunne hænge på Fredensborg Slot. Der ville det passe meget godt ind. Der er også flot natur, siger Susanne Tvermoes.