- Vi havde slet ikke tænkt i de baner.
Sådan lyder det fra Vera Justesen, der er formand for Hundborg Plantageforening.
- Vi havde først talt om et udkigstårn. Men da vi så det her forslag, så det spændende ud. Det var anderledes, tilføjer hun.
Hundborg er i gang med at få endnu en attraktion – nemlig et udkigspunkt i den lille plantage Dybdahlsgave.
Den etableres som et af de sidste led i områdefornyelsen for klyngelandsbyerne Sjørring, Snedsted og Hundborg – et projekt, som med støtte fra forskellige fonde er sat i gang af Thisted Kommune for fire år siden og er udviklet i samarbejde med de lokale borgere.
Projektleder René Melgaard Nielsen fra Thisted Kommune fortæller, at udkigspunktet i Dybdahlsgave bliver endnu et formidlingspunkt i Hundborg – på linje med formidlingspunkterne, der er skabt i forbindelse med det nyetablerede bytorv ved Dagli’ Brugsen samt Hundborgstenen, der blev flyttet sidste år.
Mere kendt og tilgængeligt
Attraktioner som disse kan være med til at fortælle om Hundborgbuen og den særlige geologi, der tegner området.
Udkigspunktet bliver en vandret platform på pæle, der opføres i udkanten af den Dybdahlsgave med vid udsigt over Hundborg Mose.