Mesterskab

Europas stærkeste kommer til Thy

Publiceret 13-04-2023

Thyhallen danner i begyndelsen af maj rammen om EM i styrkeløft, og der bliver mange konkurrencer at følge fra tilskuerpladserne.

De tre atleter fra Thisted Vægttrænings Forening, som er med når der til maj er EM i styrkeløft i Thyhallen. Fra venstre ses Patryk Bolek, Casper Futtrup og Benjamin Falgrenn Andersen.

Der bliver masser af vægtklasser, tunge løft og spænding i luften når 350 atleter, trænere og ledere fra 21 europæiske lande fra 2.-7. maj gæster Thy i forbindelse med EM i styrkeløft, European Equipped Powerlifting Championships, Open, Junior – Subjunior også kaldet EEPC 2023.

Bag afviklingen af europamesterskabet står Thisted Vægttrænings Forening, i samarbejde med Dansk Styrkeløft Forbund, Thisted Kommune og Sport Event Denmark.

I 2017 stod de samme arrangører bag EM i klassisk styrkløft. Det var det hidtil største internationale sportevent afholdt i Thy nogensinde. Når europamestrene skal findes til maj, er det i den ældste og oprindelige udgave af styrkeløft, equipped, det handler om.

-          Dansk Styrkeløft Forbund glæder sig til i samarbejde med Thisted Vægttrænings Forening, Thisted Kommune og Sport Event Denmark m.fl. at invitere til Europamesterskaberne 2023 i Thisted i Thyhallen. Arrangøren Thisted V.F. er en rutineret international stævnearrangør, hvilket sikrer gode rammer for løftere og tilskuere. Så mød op og få en god oplevelse sammen med Europas stærkeste atleter, opfordrer Klaus Brostrøm, der er formand for Dansk Styrkeløft Forbund.

Forskel på mesterskaber

Mens klassisk styrkeløft primært er baseret på styrke og i mindre grad teknik, forholder det sig noget anderledes i equipped styrkeløft. I den disciplin stilles der store tekniske krav til at atleten.

Det er væsentligt tungere vægte, der håndteres end i klassisk styrkeløft, og de stramme, understøttende dragter og knæbind stiller store krav til atleternes tekniske færdigheder. Derfor er spændingen også ofte større og mere intens i equipped konkurrencer, da det ikke er nok at være stærk. Atleten skal også mestre teknikken og udstyret for at få udbytte af sin styrke og få sine forsøg godkendt af dommerne, så der forventes masser af spænding.

-           Alle gode kræfter bliver sat ind ved EM i styrkeløft i Thy til maj. Jeg glæder mig til at opleve Europas stærkeste mænd og kvinder dyste om medaljer i flotte og professionelle rammer. Sammen med Thisted Vægttrænings Forening, Dansk Styrkeløft Forbund, og Thisted kommune lægger vi vægt på, at både atleter, tilskuere, borgere og andre interesserede får en stærk oplevelse, siger Lars Lundov, der er direktør i Sport Event Denmark.

Lokale på landsholdet

Tre atleter fra Thisted Vægttrænings Forening (TVF) er udtaget til det danske landshold og stiller til start i Thyhallen. Det er juniorløfteren Benjamin Falgreen Andersen. I i -93 kg klassen er han regerende dansk mester og nordisk juniormester fra 2021.

 I open klassen (senior) stiller den flerdobbelte danske mester og rekordholder Patryk Bolek til start i -105 kg klassen.

 TVF’s regerende danske mester Casper Futtrup stiller - 13 år efter at han i Canada vandt VM bronze for juniorer i sin internationale debut - op i den stærkt besatte -120 kg klasse.

 Ud over de tre atleter fra arrangørklubben regnes EM favoritten i juniorpigernes +84 klassen Karen Thrige Andersen også for lokal da hun - trods det hun nu bor i Aalborg - oprindeligt er fra Thisted og tidligere medlem af arrangørklubben og dermed også vil være på hjemmebane med familie og venner på lægterne.

 Thisted Kommunes borgmester Niels Jørgen Pedersen glæder sig over udsigten til EM i Thy og ser frem til at byde atleterne velkommen.

 -          Vi er stolte over i Thy igen at være valgt til at huse EM i styrkeløft, og vi glæder os meget til at byde de mange dygtige atleter og publikum hjerteligt velkommen. De kan i år glæde sig til nogle nye og flotte rammer i den nyrenoverede Thy Hallen, hvor vi håber, de får et fantastisk stævne med stor lokal opbakning. Med endnu et EM indenfor kommunegrænsen viser Thy, at vi i den grad kan være medspiller på de store mesterskaber, siger han.

Læs mere om mesterskabet lige her

Kontakt kommunikation

Tidsplan for EEPC 2023

1. maj: Akkreditering og teknisk møde

2.-4. maj: Sub-Junior og Junior EM (m/k) afvikles
4. maj: EPF Kongres

5.-7. maj: Open EM (m/k) afvikles