Når Jobevent Thy den 11. maj inviterer alle interesserede til job-messe på Store Torv, så skal man turde tænke ud af boksen. Det er rådet fra Patrick Pedersen fra Thisted. Siden han deltog for et år siden, er der sket meget på jobfronten i hans liv.
- Jobevent Thy er et godt arrangement, fordi der er rigtigt mange forskellige erhverv og virksomheder repræsenteret. Det betyder, der er mange at tale med, og man har rig mulighed for at blive klogere – også på noget, der måske ikke lige var noget, man havde tænkt på at arbejde med, fortæller Patrick Pedersen.
Søgte fast job
Han var selv taget med sidste år, fordi han var ledig. Gennem en periode havde han arbejdet i fisken i Hanstholm som vikar. Nu var han med sine 32 år og titel som også både far og ægtemand, på jagt efter noget mere fast.
- Jeg kom i kontakt med hjemmeplejen den dag på Store Torv. Egentligt henvendte de sig først til min hustru, men jeg faldt selv i en god snak og endte med at blive skrevet op som mulig afløser. Derefter gik der kun et par uger, før jeg blev ringet op og endte med at få en solid sidemands-oplæring, og så arbejdede jeg som fast afløser i hjemmeplejen frem til jul, siger Patrick Pedersen.
Vi er mødtes på SOSU-skolen i Thisted, hvor Patrick siden januar har været i gang med uddannelsen til Social- og Sundhedsassistent. En karrierevej, som slet ikke lå i kortene for bare et år siden. Men han blev så glad for afløserjobbet, at det endte med, han søgte ind på uddannelsen.
- Jeg gik til jobbet i hjemmeplejen med en enorm ærefrygt, fordi jeg ikke havde samme faglighed at trække på, som mine uddannede kolleger. Og selvom jeg har kunnet konstatere, at jeg er god til at arbejde med mennesker, så vil jeg gerne have den faglige viden koblet på, siger han.
Tænk ud af boksen
Han håber på sigt at skulle arbejde i psykiatrien med både ældre og unge eller med terminalpatienter og glæder sig i dag over, at et besøg på Jobevent Thy fik afgørende betydning for hans hverdag.
- Tag afsted med åbent sind og snak med mange forskellige, og vær ikke bange for at tænke ud af boksen i forhold til, hvad du havde forestillet dig. Da jeg gik ind på Store Torv den dag, anede jeg ikke engang at hjemmeplejen ville være tilstede. Nu har jeg fundet et spændende og meningsfuldt fag for mig at være i, slutter Patrick Pedersen.
Læs mere om Jobevent 2023 her