Den 5. september er den officielle flagdag for Danmarks udsendte, og igen i år bliver dagen markeret med musik og et optog gennem Thisted om eftermiddagen.
Optoget starter kl. 16.15 på Håndværker Torv og bevæger sig gennem gågaden, inden det lander på Store Torv kl. 16.30.
Her vil der være taler ved borgmester Niels Jørgen Pedersen og dagens hovedtaler, som er feltpræst og sognepræst Niels Peter Sørensen.
Niels Peter Sørensen har været feltpræst i hæren siden 1996, og han har været udsendt til Kosovo, Afghanistan og Estland. En årrække var han også aktiv i Kammeratstøtteordningen og medarrangør af ture for veteraner til Sarajevo. Han er nu tilknyttet Multinational Division North, som er en del af NATOs fremskudte styrkestruktur.
Kom og vis din støtte
Borgmester Niels Jørgen Pedersen håber, at der er mange, der møder op og viser deres støtte, når optoget bevæger sig igennem byen.
- Flagdagen er en særlig dag, hvor vi har muligheden for at vise vores veteraner, at vi sætter pris på den indsats, de har ydet, og de ofre, de har givet for at beskytte værdier, der er vigtige for os i Danmark, siger han.
Efter optoget og talerne er alle veteraner i Thy blevet inviteret til et arrangement på Thisted Rådhus.
Arrangementet holdes i samarbejde med lokale soldaterforeninger og Beredskabsstyrelsen Nordjylland.