Iværksætteri

Lotte skaber stor strikkefestival i Thy

Publiceret 09-06-2024

Den første udgave af Wool Days Thy bliver afholdt d. 20.-22. september 2024.

Måske har du bemærket en bil, der kører rundt i Thy med en karakteristisk grafik af et garnnøgle på siden.  
 
Bilens fører er erhvervskvinden Lotte Littau Kjærgaard, der er kommende tilflytter og arrangør af Thys helt nye strikkefestival Wool Days Thy. 
 
- Der er nok at se til, men jeg er meget imponeret over den modtagelse, projektet og jeg selv har fået i Hurup og Thy. Det har været helt fantastisk, fortæller hun.  
 
Til Wool Days Thy vil der være et officielt program, som gæsterne køber sig adgang til.  
 
Lige nu er der 15 forskellige foredrag og over 40 forskellige workshops i støbeskeen. Besøgende kan også opleve messestande, arbejdende værksteder, strikkestationer, diverse festligheder og gang i byen.  
 
Det meste er centreret i Hurup Hallerne og de omkringliggende grønne områder, men der bliver også etableret en såkaldt Garnrute, som kommer til at løbe rundt i Hurup midtby.  
 
Ambitionen er at skabe Danmarks bedste og mest naturskønne strikkefestival. 
 
Det er et kæmpestort event, der kræver enormt meget koordinering og planlægning, men Lotte Littau Kjærgaard tror på, at det nok skal blive en god debut for Wool Days Thy.  
 
- Det er klart, at det kræver en vis portion mod at kaste sig ud i sådan et projekt. Men det tør jeg godt – blandt andet fordi Hurup er, som den er. Der er et utroligt engagement i byen. Der er så mange ildsjæle, der vil noget på Hurups vegne, siger hun.  

De mange bundlinjer 

Det er helt afgørende for Lotte Littau Kjærgaard, at Wool Days Thy bliver lokalt forankret. Derfor har hun også et stort fokus på det, hun kalder de mange bundlinjer.  
 
Der er selvfølgelig en økonomisk bundlinje, som betyder, at det skal være en økonomisk bæredygtig forretning for hende selv, men også for de forskellige udstillere, madboderne, butikkerne, der holder åbent under festivalen osv. Og det er ikke det eneste.  

- Det er også ‘stolthedsbundlinjen’. Tænk, hvis Wool Days Thy kan medvirke til, at man som borger i Hurup og Thy bliver lidt mere stolt over sig egn. Eller ‘ensomhedsbundlinjen’. Tænk, hvis der er borgere her i Thy, der oplever, de er knap så ensomme, fordi de bliver en del af et fællesskab, siger hun.

Indtil videre går det rigtig godt med at samle Hurup om projektet. På et informationsmøde i starten af oktober kom der over 70 interesserede. 

Fra Creativ Company til Thy  

Men hvem er Lotte Littau Kjærgaard egentlig? Og hvorfor starter hun pludselig en strikkefestival op i Thy? 
 
Lotte Littau Kjærgaard er medstifter og medejer af Creativ Company i Holstebro, der forhandler alverdens produkter til kreative projekter. 
 
Efter et generationsskifte i virksomheden besluttede Lotte Littau Kjærgaard og hendes mand, at de ville sælge deres ejendom ved Holstebro og flytte til Thy. Hun blev hurtigt klar over, at hun ville kaste sig over et nyt projekt. Hun vidste bare ikke, hvad det skulle være.  
 
Svaret kom, da hun hørte, at ægteparret bag Nordby Wool Days Fanø ikke længere ville drive festivalen. Hun kunne med det samme mærke, at det var et projekt, hun havde lyst til at føre videre. 
 
- Jeg kontaktede dem og fortalte om mig selv og min vision for strikkefestivalen. De havde faktisk allerede fået en del henvendelser, men fordi jeg er den, jeg er, og fordi strikkefestivalens nye hjem ville blive Thy, sagde de heldigvis ja, fortæller hun.  
 
Udover sin erfaring fra erhvervslivet tager Lotte Littau Kjærgaard også en stor portion kærlighed til håndarbejde med ind i projektet. Hun er ikke selv den mest teknisk dygtige til strik, men hun har en stor tro på, at det gør noget rigtig godt for os, når vi bruger vores hænder til noget praktisk.  
 
- Det giver en form for flow og ro, som jeg tror på, har en positiv effekt på vores mentale sundhed. Og så er strik ikke aldersbestemt. Det kan danne en bro mellem generationer, alder, køn og social status. Det håber jeg også, at Wool Days Thy kan være med til, siger Lotte Littau Kjærgaard.  

Fakta

  • Wool Days Thy bliver afholdt d. 20.-22. september 2024. 
  • Billetsalget er i gang.  
  • Festivalen har plads til flere tusinde gæster. 
  • Læs mere her: https://www.wooldays.dk/ 

Tilmeld dig nyhedsbrev

Felter med (*) skal udfyldes