Stor donation

Klar til forskønnelse af Store Torv

Publiceret 06-03-2024

I anledningen af Thisteds 500-års købstadsjubilæum donerer Sparekassen Thy 10 mio. kr. til forskønnelse af Store Torv.

Luftfoto af Store torv i Thisted.

Den fine plads i midten af Thisted har været central gennem 500 år, og nu får Store Torv endnu et løft.

Sparekassen Thy donerer nemlig 10 mio. kr. til stedets fortsatte udvikling. Med donationen har Sparekassen fokus på tiltag, der kan anvendes og skabe liv på torvet, at udviklingen af disse sker i samarbejde med relevante aktører omkring torvet, og at det sker i tæt sammenhæng med stedets historiske udtryk og Store Torvs betydning for byen.

Direktør for Sparekassen Thy, Ole Beith siger om valget af donationen til byen:

- Thisted er den største by i kommunen og dermed også en vækstdynamo for vores egn. Det betyder meget for en virksomhed som Sparekassen Thy, at der er en god og positiv udvikling i hele området, for det smitter også af på vores forretning.  Vi har nu valgt at bidrage til at gøre Store Torv til et mere attraktivt område, hvor turister, byens og alle kommunens borgere får en bedre oplevelse af at besøge. Det er vores mål, at forskønnelsen af Store Torv, vil skabe mere liv og mere aktivitet i bymidten, siger han.

Største enkeltdonation

For Sparekassen Thy er det vigtigt, at være med til at sikre en fortsat udvikling og skabe mere liv og mere aktivitet i bymidten, forklarer direktør i Sparekassen Thy, Ole Beith. Foto: Bertel Bolt.

Ifølge Ole Beith er donationen den største enkeltdonation, som Sparekassen Thy nogensinde har givet:

-  Sparekassen Thy er en virksomhed, der gennem løbende donationer i hele området bidrager til udvikling af kommunen. Naturligvis også gennem udlån til etablering, vækst og bosætning. Det er vores forretningsgrundlag, ansvar og pligt. Vi er imidlertid ikke ejet af aktionærer, der skal have et afkast. Sparekassen er selvejende, og ejes jo derfor af egnen og kunderne. Med donationen giver vi noget tilbage og bidrager til udvikling. Det er for os helt naturligt, men denne gang på et ekstraordinært niveau, siger Ole Beith.

Selv om idéerne er mange, er det ikke klart endnu, hvad der så skal ske på torvet. Sparekassen Thy og Thisted Kommune kommer i fællesskab til at beslutte, hvordan pengene skal anvendes.

Udvikling skal sikres

Det kommer dog til at ske i samarbejde med lokale interessenter og aktører, der får mulighed for at komme med input til, hvad der skal være på Store Torv, og hvordan vi får sikret torvets fortsatte udvikling og funktion som samlings-, opholds-, og aktivitetssted i Thisted by.  

Borgmester i Thisted Kommune, Niels Jørgen Pedersen, glæder sig meget til samarbejdet:

- Vi er utrolig glade for donationen fra Sparekassen Thy. Den vil sikre, at vi også i fremtiden har de gode rammer for et levende centrum i vores købstad, og vi glæder os til at være med til at få de gode idéer gjort konkrete, så vores Store Torv også kan være et samlingspunkt for kommende generationer i Thy, siger han.

Det er til august, at Thisted fejrer sit 500-års købstadsjubilæum. Der skal være fest i byen i uge 32.

Borgmester i Thisted Kommune, Niels Jørgen Pedersen.

Drift- og anlæg

Kontaktinfo
Kirkevej 9
7760 Hurup

Tilmeld dig nyhedsbrev

Felter med (*) skal udfyldes