Det fortæller Christine Bak Madsen, der er tilbudsleder for både Thyværkstedet og Aktivitetshuset Limfjorden:
- Det er to helt unikke arbejdspladser, som er med til at gøre en kæmpe forskel. Her hos os, kan mennesker, der ikke har mulighed for at være på det ordinære arbejdsmarked, alligevel få en hverdag, hvor de har noget at stå op til og oplever, at de også er med til at bidrage til samfundet. Det har en stor værdi.
Christine Bak Madsen kan hver dag se den store forskel, begge steder gør for medarbejderne.
- De elsker jo at komme på arbejde. Vores kerneopgave er, at vi skal give dem en god og indholdsrig hverdag, og vi kan se og mærke, at de trives, siger hun.
Noget for alle
Der er forskellige afdelinger med forskellige opgaver på de to arbejdspladser, så der er noget for alle – uanset funktionsniveau.
På Thyværkstedet er der for eksempel Pakke om Montage, Jord til Bord, der laver mad til alle kollegaerne, Micro, hvor fokus er på at komme ud at gå ture, være kreative eller hjælpe med små overskuelige opgaver, og Snedkeriet, hvor Morten Gulev Christensen arbejder.
- Jeg er rigtig glad for mit arbejde. Jeg snakker godt med mine kollegaer, og de snakker godt til mig. Jeg kan også godt lide, at man lærer nogen at kende, som man kan genkende andre steder, fortæller Morten Gulev Christensen, der med sine mange års erfaring kender stedet ud og ind.