Erhvervslivet

Nye tiltag skal styrke erhvervsvenligheden

Publiceret 05-09-2024

Thisted Kommune er gået tilbage i den seneste opgørelse om erhvervsvenlighed fra Dansk Industri. Det ærgrer direktøren for området, og der er allerede taget initiativer til at styrke samarbejdet.

Virksomhederne i Thy scorer ikke kommunens erhvervsvenlighed så højt i år, som tidligere år. I Dansk Industris årlige undersøgelse af lokal erhvervsvenlighed, som netop er offentliggjort, falder kommunen fra en samlet 37. plads i 2023 til en 50. plads i 2024 og placerer sig dermed midt i feltet af landets 98 kommuner.

- Vi har en ambitiøs målsætning om at være blandt de mest erhvervsvenlige kommuner i Danmark, så det er skuffende at se, at vi i årets måling fra DI har taget et skridt i den forkerte retning, siger Jan Michelsen, der er direktør for Teknik, Erhverv og Beskæftigelse i Thisted Kommune.

Sådan bedømmes kommunerne

I den årlige undersøgelse bedømmes kommunerne i ti overordnede kategorier: Overordnet erhvervsvenlighed, Infrastruktur og transport, Arbejdskraft, Uddannelse, Sagsbehandling, Grøn udvikling, Brug af private leverandører, Digitale rammer, Skatter, gebyrer og erhvervsarealer samt Information og dialog.

De opnår en score inden for hver kategori baseret på virksomhedernes tilfredshed med det pågældende indsatsområde. Derudover bruger Dansk Industri (DI) en række offentligt tilgængelige statistiske indikatorer til at bedømme kommunerne ud fra. Ud over en placering i hver af de ti kategorier, giver DI også kommunerne en samlet placering.

Ikke overrasket

Thisted Kommune får i år de bedste placeringer med en 26. plads indenfor Skatter, gebyrer og erhvervsarealer, en 27. plads på Sagsbehandling og en 32. plads indenfor Uddannelse. I 2023 placerede kommunen sig også bedst indenfor Uddannelse, Skatter, gebyrer og erhvervsarealer og derudover indenfor Arbejdskraft. På netop området arbejdskraft er vurderingen i år dalet en del, og det overrasker ikke Jan Michelsen:

- Vi har haft en periode med ultralav ledighed, hvor virksomheder i området, og i øvrigt også kommunen selv, har haft svært ved at skaffe arbejdskraft, så det var forventet, og det er klart, at vi har brug for en øget opmærksomhed på udfordringen, siger han.

Direktør i Thisted Kommune, Jan Michelsen
Jan Michelsen er direktør for Teknik, Erhverv og Beskæftigelse i Thisted Kommune.

Handler på resultat

Selvom kommunen i år får en placering længere nede ad listen end sidste år, så er hverken direktør Jan Michelsen eller udvalgsformand Jens Kr. Yde direkte bekymrede over faldet. Der er nemlig allerede sat tiltag i gang, som skal være med til igen at bringe Thisted tilbage blandt de mest erhvervsvenlige. Disse tiltag vil dog først afspejle sig i kommende undersøgelser: 

Formand for Erhverv, Teknik og Miljøudvalget, Jens Kristian Yde er sikker på, de nye tiltag vil betyde styrkede erhvervsvilkår for virksomhederne i Thisted Kommune.

- Før sommerferien tog vi initiativ til at styrke samarbejdet mellem os og DI. Vi er fast besluttede på at videreføre vores stærke initiativer, herunder Virksomhedsservices hotline og den tætte dialog i sagsbehandlingen. Samtidig vil vi fortsætte vores målrettede indsats for at forbedre dialogen og vilkårene for erhvervslivet. Vi ser fremad med optimisme og er overbeviste om, at vores nyoprettede dialog- og handlingsforum vil understøtte den positive udvikling, vi har set, og sikre, at vi fortsat bevæger os mod endnu bedre erhvervsvilkår, fastslår Jens Kr. Yde.

 

Formanden for DI Thy/Mors, Tage Odgaard Nielsen glæder sig over at der allerede er gang i dialogen og tror på, tiltagene vil bære frugt:

- Ambitionen må være at få Thisted Kommune tilbage i toppen, så de lokale virksomheder forsat kan bidrage til en forsat positiv udvikling i kommunen. I den forbindelse er det afgørende, at vi får dialogen mellem virksomheder og kommunen, og her er jeg optimistisk, for det har kommunen allerede taget initiativ og gjort et flot stykke arbejde, siger Tage Odgaard Nielsen i en pressemeddelelse i forbindelse med offentliggørelsen af årets måling af erhvervsvenligheden.

Læs hele undersøgelsen på DI's hjemmeside

Sådan har vi klaret os

Thisted Kommunes placeringer i undersøgelsen
Årstal Placering
2011 58
2012 88
2013 84
2014 80
2015 92
2016 88
2017 64
2018 50
2019 6
2020 16
2021 13
2022 19
2023 37
2024 50

Kilde: Dansk Industri.

Contact for Living in Thy

Asbjørn Husum Kolby
Erhverv og Beskæftigelse

Tilmeld dig nyhedsbrev

Felter med (*) skal udfyldes

DI's undersøgelse

  • I Thisted Kommune har 68 virksomheder svaret på undersøgelsen.
  • Besvarelserne repræsenterer minimum 2.640 arbejdspladser i kommunen, hvilket svarer til 17 procent af den private beskæftigelse.
  • Undersøgelsen af lavet med to typer af information. Et spørgeskema til virksomhederne og statistik. De to vægter 50/50 i kategorierne.
  • Læs hele undersøgelsen her

Kilde: Dansk Industri