På et møde i kommunalbestyrelsen tirsdag d. 25. februar er det besluttet at lukke Naturbørnehaven Boddumhus i Sydthy fra d. 1. august 2025.
Beslutningen er en udmøntning af en besparelse i budget 2025 på dagtilbudsområdet på to mio. kr. på grund af et faldende børnetal i Thy.
Ud af de to mio. kr. skal 800.000 findes ved at optimere pladserne hos børnehaver, vuggestuer og dagplejere på færre adresser.
Valget er bl.a. faldet på Naturbørnehaven Boddumhus, fordi der er for få familier, der vælger børnehaven. Det fortæller Peter Larsen, der er formand for Børne- og Familieudvalget i Thisted Kommune.
- Det er en hård beslutning, for det er en dejlig børnehave. Men vi skulle lukke ét dagtilbud for at leve op til beslutningerne i seneste budget, og der kan vi ikke ignorere, at der kun er indskrevet 25 børn, mens der er er plads til 38, siger Peter Larsen, der er formand for Børne- og Familieudvalget i Thisted Kommune.
Mere natur i de resterende børnehaver
Naturbørnehaven Boddumhus er en dyr børnehave at drifte for Thisted Kommune. Det skyldes, at den på grund af den lave tilslutning falder under reglerne om minimumstildelinger.
Det forklarer Lars Sloth, der er direktør for Børne- og Familieforvaltningen i Thisted Kommune:
- Normalt vil færre børn i et tilbud jo blive justeret med færre penge til driften, men rammer man minimumsgrænsen, vil beløbet ikke længere falde, og så bliver det dyrere pr. barn at have pasningstilbuddet, forklarer han.
Naturbørnehaven Boddumhus er den sidste naturbørnehave i Thisted Kommune.
I Børne- og Familieudvalget er der en ambition om, at man fremadrettet i stedet skal se på, hvordan naturen kan blive en endnu større del af hverdagen i de resterende dagtilbud i kommunen.