Arbejdet med den grønne omstilling i Klimaalliancen Thy er i fuld gang, og nu kommer der nye kræfter til.
Thy Erhvervsforum har meldt sig ind i alliancen, hvor alle parter, forpligtiger sig på at finde løsninger, der kan indfri klimamålene og skabe et stærkt og innovativt erhvervsliv i Thy.
Den nye partner i alliancen overtager samtidig formandskabet fra Thy-Mors Energi, der har gjort en stor indsats for at få Klimaalliancen Thy i fuld drift siden etableringen i 2020.
I Thy Erhvervsforum glæder de sig til at træde ind i samarbejdet, hvor den grønne omstilling bliver løftet i flok. Det fortæller Jens Mortensen, der er erhvervschef i Thy Erhvervsforum og nyudnævnt formand for Klimaalliancen Thys styregruppe.
- Vi er stolte over at træde ind som ny partner i alliancen, som er et nytænkende og stærkt bud på, hvordan man kan samarbejde om den grønne omstilling lokalt. Jeg tror på, at vi sammen kan udnytte de muligheder, den grønne omstilling skaber for vores stærke og innovative erhvervsliv, siger han.
Den nye organisering betyder også, at der kommer flere kræfter til i Klimaalliancen Thys sekretariat, der varetager den daglige drift af alliancen og de mange indsatser.
Tidligere bestod sekretariatet af medarbejdere fra Thisted Kommune og Thy-Mors Energi. Nu bliver holdet suppleret af medarbejdere fra både Thy Erhvervsforum og Landboforeningen Fjordland.
Øget fokus på erhvervsliv og elektrificering
Ændringerne i Klimaalliancen Thy er blevet besluttet i fællesskab, fordi de indsatsområder, der skal arbejdes med de kommende år, blandt andet handler om elektrificering af industrien og et mere bæredygtigt landbrug.
Det fortæller Niels Jørgen Pedersen, der er borgmester i Thisted Kommune.
- På de områder har Thy Erhvervsforum og Fjordland nogle meget værdifulde kompetencer, og jeg er meget glad for, at Thy Erhvervsforum har valgt at træde ind i alliancen – og endda sætte sig for bordenden - mens Fjordland styrker deres tilstedeværelse. Jeg tror på, det er den rigtige vej at gå, og jeg glæder mig til det videre arbejde.
Niels Jørgen Pedersen pointerer samtidig, at han er taknemmelig for den store indsats parterne har brugt på Klimaalliancen Thy indtil nu.
- Takket være Klimaalliancen Thy har vi en kortlægning af Thys klimapåvirkning og fælles løsninger for, hvordan vi bedst kan nedbringe CO2-udslippet i Thy. Det er et enormt stærkt udgangspunkt for den grønne omstilling, som vi alle kan være stolte af, siger han.
Parterne i Klimaalliancen Thy er Thy Erhvervsforum, Fjordland, Thy-Mors Energi, Thy Forsyning, Dansk Industri Thy/Mors, Hanstholm Havn, Thisted Varmeforsyning og Thisted Kommune.