Der er fuld gang i udviklingen af energiprojekter, som skal bære Thy ind i den grønne fremtid og sikre strategien og målsætningen om, at kommunen er klimaneutral i 2035.
I den målsætning spiller de energizoner, der er udpeget i Thy, en helt central rolle, da det er en vigtig opgave at sørge for, at strømmen kan bruges lokalt, så der skabes vækst og arbejdspladser her i området.
For at få det allerbedste udgangspunkt for de beslutninger, som lokalpolitikerne skal træffe omkring energizonerne, har Erhverv-, Klima-, Miljø- og Teknikudvalget bedt Klimaalliancen Thy (KAT) om at udarbejde en visionsplan for Energizonen i Midtthy.
Af den skal det fremgå, hvad der mere konkret er planen for området – er det møller, solceller, biogas eller andet, man kan forvente, at energizonen kommer til at indeholde?
Visionsplanen skal udarbejdes efter et koncept, der skal kunne genbruges til at udvikle kommunens øvrige energizoner. Og det er dermed på baggrund af visionsplanenerne, at den efterfølgende helt konkrete planlægning og myndighedsbehandling for de enkelte energizoner kan ske i Thisted Kommune. I den efterfølgende planlægningsproces vil indgå de lovpligtige høringsperioder, der gør sig gældende i forbindelse med udarbejdelse af lokalplaner etc.
- Vi skal gøre det smart, så værdiskabelsen og den positive klimaeffekt sker lokalt. KAT har med sin store faglige bredde, det lokale kendskab samt viljen til at realisere CO2-reduktioner unikke forudsætninger for at skabe en vision for energizonerne, der sætter Thys grønne ressourcer i spil, og som kan tiltrække investeringer i nye klimateknologier, siger Jens Kr. Yde, der er formand for Erhverv-, Klima-, Miljø- og Teknikudvalget, om valget af KAT som visionsskaber.
Vejen til klimaneutralitet
Energizone Midtthy er udpeget i tilknytning til Elsted udenfor Snedsted. Zonen ligger syd for byen og dækker et område på ca. 225 ha. I Energizone Midtthy er en del af zonen allerede udlagt til biogasanlæg, og nu bliver det så sekretariatet i KAT, der skal udarbejde et udkast til visionen for hele zonen, og som kan ende med en model. Denne skal godkendes af Thisted Kommune.
- I Klimaalliancen Thy er vi glade for at kunne påtage os den opgave, det er at udarbejde en visionsplan for kommunens energizoner. Det er meget vigtigt, at vi udnytter de muligheder, vi kan skabe for vores erhvervsliv i den grønne omstilling. Vi bruger Midtthy og udvikler de metodikker, vi også vil bruge til at identificere potentialerne i de øvrige energizoner, siger Jens Mortensen, erhvervschef i Thy Erhvervsforum og nyudnævnt formand for KAT’s styregruppe.
Det sker der nu
Første skridt bliver at kortlægge de ressourcer og det forbrug, der er i lokalområdet og dernæst matche med de teknologier, der lige nu vinder frem i den grønne omstilling.
Jens Mortensen forklarer, at potentialerne i energizonerne kan være forskellige. Fx er det vigtigt i Energizone Midtthy, at zonen skaber muligheden for, at grøn strøm eller overskudsvarme kan benyttes i den lokale fjernvarme, ligesom det er vigtigt at se på, hvilke teknologier der kan komme i spil sammen med biogasanlægget. I andre zoner kan der være fokus på andre ting. I Hanstholm er der for eksempel mulighed for synergi med havnen og den lokale fødevareindustri.
Visionsplanen bliver udarbejdet i løbet af foråret og forventes at blive politisk behandlet inden sommerferien.