- Kreativitet er en vej til at lege og opdage noget, der ligger dybere i os gennem fantasien, og den både er og bliver udgangspunktet for mange af de aktiviteter, som jeg vil arbejde med her, siger Angelina Owino.
Kunst til et godt børneliv
”Stuen til Højre” er etableret som et to-årigt projekt i samarbejde med Kulturrummet i Thisted Kommune og byudviklingsforeningen Byklyngen Hurup Thy. Det får støtte fra Statens Kunstfond som en del af huskunstnerordningen, ”Artists in Residence”. Dermed er det ét af en række forskellige projekter, Thisted Kommune laver i samarbejde med lokale kunstnere.
- Med projektet sætter vi fokus på, at kulturtilbud til børn og unge også sker ude i lokalsamfundet. Det betyder rigtig meget, at kunst og kultur er synligt i alle dele af kommunen og også foregår andre steder end i Thisted, siger Eva Sjælland, der er leder af Kulturrummet i Thy
Det overordnede mål for ”Artist in Residence”-projekterne er at undersøge, hvor kunsten gør en afgørende forskel for det gode børne- og ungeliv, og hvordan kunsten kan bruges som ventil og udtryksform for de mere sårbare børn og unge.
- Puljen under Statens Kunstfond gør det muligt for os som kommune at blive klogere på nye tilgange og tilbud til børn og unge. Det er en gave at have en kunstner i vores kommune i længere tid, som hjælper med at afprøve og løse strategiske målsætninger og nye tilbud til børn og unge. Med Angelinas tilgang til kunst rummer hun alle typer mennesker, og ”Stuen til Højre” bliver derfor en ramme om vigtige, rummelige fællesskaber, siger Eva Sjælland.