Deltagerne laver spillereglerne
Eva-Maria Schirmer forklarer, at de to første kursusgange foregår i Thy Hallens lokaler, hvor de bruger de tid på, at deltagerne får en fælles basisviden om Vægtneutral Sundhed: Hvorfor skal vi droppe ønsket om vægttab, og hvor er hver enkelt deltager henne i denne proces? Samtidig aftaler de rammerne for de efterfølgende møder. Fx hvilke regler vil de have for fremmøde og afbud?
- Vi ser på det, som afsættet til en stor rejse. Som kursusledere er Henriette, Joan og jeg rejseledere på ukendt terræn. Nogle i gruppen har mere rejseerfaring end andre, og sammen skal vi turde at opdage nyt. Vi skal have alle med og derfor kan man se på de to første mødegange som en optakt inden vi drager afsted, siger Eva-Maria Schirmer.
- I situationen virkede det lidt tåbeligt, men bagefter kan jeg sagtens se, at det på den måde blev ”vores hold”. Det gav os ansvaret for, hvad vi gerne ville have ud kurset, og det var virkelig godt, siger Louise Klopcke om fremgangsmåden.
Prøver ting af
Ud over gå-turene holder hun også fast i ugentlig fysisk træning. På kurset fik hun nemlig også mulighed for at afprøve forskellige motionsformer og finde frem til det, der gav hende størst glæde.
- Jeg fik et mere nuanceret syn på, hvad der tæller som motion i hverdagen. Jeg mærkede, hvad selv en smule motion betyder. Og at det er ok at sige ”pyt, når hverdagen presser de gode vaner. Der kommer jo heldigvis en ny dag i morgen tilbage på sporet, forklarer hun.
I dag svømmer hun jævnligt og går i træningscenter, og får det passet ind i dagligdagen med arbejdet som lærer på en folkeskole i Thy. Hun vil stadig gerne tabe sig, men ønsket fylder ikke længere så meget.
- Som mange andre, har jeg tit en travl hverdag med arbejde og familie, men jeg lærte også på kurset, at det at bruge tid på sit eget helbred er vigtigere end vasketøjet. Jeg er blevet bedre til at prioritere tid til hver dag at lave noget, der gør mig godt og gør mig glad, fortæller hun.