Oplevelser

Ny naturlandsby for alle

Publiceret 02-11-2023
Thy til livet

Med over 55 mio. kr. fra Nordea-fonden kan Thisted Kommune nu etablere Naturlandsbyen i Doverodde. Uddelingen fuldender det samlede projekt på stedet.

En hel landsby fyldt med muligheder for friluftsaktiviteter i Thy! Det er, hvad der er undervejs i Doverodde på området omkring den gamle Købmandsgård og i samspil med SMK Thy. 

Projektet vil gøre området ved Doverodde Købmandsgård til en aktivitetsdrevet landsby med specialbyggede natur- og friluftsaktiviteter. Et sted for naturdannelse, hvor områdets mange natur- og friluftsforeninger og natur-, kultur- og friluftsvejledere får adgang til et attraktivt fællesskab i smukke og indbydende rammer.

Ideen med Naturlandsbyen er at skabe et unikt mødested, hvor man kan samles om friluftsliv, natur, kultur og naturdannelse. Det skal være et sted hvor foreninger, borgere og besøgende fra hele landet kan dyrke de aktive fællesskaber – i smukke, naturnære rammer.

Mange muligheder

Konkret handler Naturlandsbyen om etablering af blandt andet naturværksted, kajakhotel, bålhytter, foreningshus og grejhaller. Alt sammen i nærhed og tæt på Statens Museum for Kunst Thy som siden 2018 har haft en selvstændig filial i gårdens store pakhus fra 1854. SMK står for en årlig hovedudstilling og bidrager derudover med formidlingsaktiviteter året rundt. Og stedet står overfor en omfattende restaurering og nyopførelse af bl.a. pakhus og en velkomstbygning.

Projektet kan realiseres fordi kommunen har fået støtte af Nordea-fonden. Fonden har i alt givet 55,5 mio. kr. (beløbet er opdateret: De 53,4 mio. kr. blev bevilget i 2023 og i 2024 gav fonden yderligere 2,1 mio. kr.).

Bevillingen går både til etableringen af selve anlægget af Naturlandsbyen, men også til understøttelse af aktiviteter i projektets første fem leveår.
Uddelingen fuldender det samlede projekt i Doverodde, som også omfatter SMK Thy. 

Læs nyheden om donationen til Naturlandsbyen

Kontakt os
Karen Louise Erichsen
Projektleder
Clive Snapes
Projektleder
Affald og Ejendomme

Finansiering

Beløbet på donationen er opdateret til i alt 55,5 mio. kr. i december 2024.

Nordea-fonden donerede i 2023 53,4 mio. kr. til Naturlandsbyen, og den har i 2024 lagt yderligere 2,1 mio. kr. oveni den donation.

Ud over de 55,5 mio. fra Nordea-fonden har også Lokale- og Anlægsfonden, som står bag Cold Hawaii Inland-projektet, doneret penge ind i Naturlandsbyen.

A.P. Møller Fonden har støttet det selvstændige projekt SMK Thy - etablering af udstillingssted for Statens Museum for Kunst på Doverodde Købmandsgård.

Herudover har Færchfonden og Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond bidraget med midler til etableringen af SMK Thy.