Samspil mellem kunst og natur
Det prisvindende arkitektfirma Reiulf Ramstad Arkitekter, som står bag vinderprojektet har lavet et projekt, der med få, men præcise greb iscenesætter de karakteristiske, eksisterende bygninger og gør hele området til kulturens rum med tilføjelser som en ny ankomstbygning og nye indgangspartier.
Udover at danne rammerne for SMK Thy skal købmandsgården fortsat huse Thisted Kommunes Natur- og Friluftsvejledning. Med det nye byggeprojekt styrkes samspillet mellem de to institutioner, og der etableres et særligt område med blandt andet kajakhus, foreningslokale og serviceværksted.
Det er det Holstebrobaserede entreprenør og murerfirma Jens Jensen, der har fået hovedentrepricen på ombygningen af Pakhuset.
9. november 2023 begynder de med nedtagningen af den 170 år gamle bygning og det arbejde ventes færdigt til jul, så det første spadestik til genopførelsen kan tages i begyndelsen af januar 2024.
Oprindeligt var det tanken at det gamle pakhus ved Købmandsgården skulle renoveres, men det viste sig under projektfasen at konstruktionen ikke var solid nok, så i stedet bliver bygningen nu taget ned, for at blive bygget op igen helt fra grunden. Man vil i det arbejde genbruge de gamle materialer som mursten og træ i det omfang, det overhovedet er muligt.
Udover den store donation fra A.P. Møller Fonden har projektet modtaget en donation fra Færchfonden. SMK Thy er desuden blevet optaget på finansloven med en permanent bevilling, hvilket sikrer etableringen af museet og den fremtidige drift.
Der blev afsat 1,6 mio. kr. i 2022, 1,8 mio. kr. i 2023, 4,0 mio. kr. i 2024 og 3,7 mio. kr. årligt fra 2025.
Thisted Kommune finansierer 14,8 millioner kroner af projektet og byggeriet ventes at stå færdigt til august 2025.