Energiforeninger

- borgernes stemme i den grønne omstilling

Thisted Kommune har en ambitiøs grøn plan. Både når det kommer til hvad vi vil gøre. Men også hvordan vi vil gøre det.

Den grønne omstilling skal komme thyboerne til gavn. De skal inddrages, høres, involveres og have muligheder for at præge udviklingen lokalt.

Thisted Kommune foreslår en inddeling af Thy i tre i forhold til hvor fremtidens grønne energiproduktion kan – eller ikke kan bo. I forslaget er 1/3 af Thy udpeget som neutralområder. Her kan energiprojekter kun udvikles i samarbejde med og med opbakning fra lokalområdet. Det er derfor oplagt at lokalområderne organiserer sig.

En måde at organisere arbejdet, samle de lokale stemmer på tværs og bredt set få lokalområdets interesser bragt i spil på, er gennem en energiforening.

Kom godt i gang 

En energiforening varetager lokalsamfundets interesser, når der skal planlægges energianlæg i lokalområdet. Det kan fx være solceller eller vindmøller.  

Det er en god idé at organisere lokalsamfundet i en energiforening. En energiforening samler lokalområdet i en fælles stemme. Det styrker lokalsamfundets forhandlingsposition. Det gør det nemmere at gå i dialog og forhandle om lokale interesser og perspektiver. En energiforening kan også eje eller være medejer af lokale anlæg.

En energiforening er også en god idé, fordi det bringer fælles interesser i spil. Energiforeninger kan være med til at skabe værdi til lokalområdet, så det ikke kun er enkeltpersoner, der har råd til at investere, der alene kan få andel i overskuddet, mens andre alene må leve med eventuelle gener fra vedvarende energianlæg. En energiforening kan være med til at skabe økonomi til lokal udvikling.

Neutralområder

Thisted Kommune foreslår neutralområder, hvor fremtidens grønne energianlæg kan flytte ind, hvis der er opbakning i lokalsamfundet. Det giver god mening at starte energiforeninger i neutralområderne.

Energizoner

Thisted Kommune har også peget på en række energizoner, hvor fremtidens energiproduktion som biogas og power-to-X og tilhørende følgeindustri kan flytte ind. Her giver det også god mening at organisere sig i energiforeninger, så man kan få dialog og medindflydelse tidligt i processen.  

Det er normalt borgerne i et lokalområde, der går sammen om at etablere en energiforening. En mindre gruppe borgere kan starte initiativet. Det kan også udspringe af et eksisterende landsbylaug eller en borgerforening.

De mange lokalsamfund i Thy er tit velorganiseret i foreninger i forvejen. Det er en fordel at involvere og inddrage dem og bygge oven på hinanden, når man danner en energiforening.  

En energiforening kan også have andre medlemmer. Det kan f.eks. være

  • lokalt erhvervsliv
  • lokale varmeværker
  • lokale lodsejere og landbruget

Målet er at få en bred forankring samt et bredt kendskab til lokalområdet og de lokale behov, udfordringer og muligheder. Er de ikke en del af energiforeningen, er det vigtigt at skabe dialogen til dem.

Der er ingen faste grænser for hvordan man afgrænser en energiforening.

Nogle bruger postnumre, sogneinddelinger eller skoledistrikter. Man kan også sætte en radius fra en landsby eller et planlagt område. I bund og grund er det op til den enkelte energiforening.

Det er også værd at overveje, om energiforeningen skal startes i samarbejde med en eller flere nabolandsbyer. På den måde dækker man et bredere udsnit af lokalområdet.

Initiativet skal starte et sted. Det kan opstå blandt en gruppe borgere, eller som del af en allerede etableret forening. 

Der er grundlæggende to muligheder når man vil etablere en energiforening:

  1. Initiativtagerne kan invitere til en bred opstartsproces, hvor lokalområdet bliver inspireret og informeret. I fællesskab arbejder man hen mod at definere formål og vedtægter. Til sidst formaliserer man initiativet og holder en stiftende generalforsamling.
  2. Initiativtagerne kan definere formål og vedtægter. Bagefter etablerer de en forening og nedsætter en bestyrelse. Derefter kan de brede foreningen og dens formål ud til potentielle medlemmer i lokalområdet.

Lige gyldig hvilken vej man vælger, er det en proces.

Når energiforeningen er etableret, ligger der fortsat et arbejde i at få bredt kendskabet og foreningen ud. Jo flere medlemmer foreningen repræsenterer, jo bedre kan man tale lokalsamfundets stemme.

Vedtægter

En hver forening er defineret af vedtægter og en bestyrelse. Det gælder også energiforeninger.

En energiforenings vedtægter beskriver de regler og retningslinjer, som foreningen skal overholde. Den indeholder også oplysninger om foreningens struktur (f.eks. generalforsamling, bestyrelse), dens formål og aktiviteter. 
Vedtægterne plejer at indeholde punkter som: 

  • Formål 
  • Hvor hører foreningen hjemme
  • Optagelsesbetingelser 
  • Kontingent 
  • Generalforsamling 
  • Bestyrelse 
  • Regnskab 
  • Tegningsregler 
  • Vedtægtsændringer
  • Opløsning 

En energiforening er først stiftet, når der er holdt en stiftende generalforsamling. Her vælger man en bestyrelse og vedtager foreningens vedtægter.

Praktik

Efter den stiftende generalforsamling, er det en god idé at registrere foreningen på virk.dk. Dette kræver indsendelse af visse dokumenter, herunder vedtægterne.

Foreningen kan have brug for en konto til at betale evt. udgifter og administrere sin økonomi. Derfor kan det være en god idé at åbne en foreningskonto. Nogle sparekasser tilbyder deres foreningskunder gratis administrationsmoduler, der kan håndtere tilmelding og registrering af medlemmer. Det kan lette det administrative arbejde. Kontakt f.eks. jeres lokale sparekasse eller bank for at høre om mulighederne.  

Når energiforeningen er etableret er det vigtigt at samle en så stor del af lokalområdets beboer og virksomheder i foreningen som muligt. Det er nødvendigt før foreningen reelt kan repræsentere lokalområdet overfor projektudviklere og kommunen. Det er derfor vigtigt at foreningen er synlig, er til at komme i kontakt med og skaber aktiviteter og omtale ud ad til.

En god start er f.eks. at etablere:

  • fælles emailadresse
  • en hjemmeside - eller blive en del af et landsbylaug eller borgerforeningens hjemmeside
  • facebook-konto eller få mulighed for at få budskabet ud via et landsbylaug eller borgerforenings kanal.

Husstandsomdelte flyers og lokale plakater hos købmanden, på skolen, i forsamlingshuset, i sognegården eller busskuret er også en oplagt mulighed. Ligesom man kan informere sine medlemmer i digitale nyhedsbreve via email.

Se også på hvad der allerede findes i lokalområdet. Er der et sogneblad eller andet, lokalområdet allerede i forvejen bruger som kommunikationskanal? Så flyt så meget som muligt kommunikation derhen, frem for at opfinde nye kanaler.

I første omgang er det sandsynligvis også en god idé at holde et eller flere fysiske infomøder i lokalområdet. Hold jeres egne møder - eller se om I kan koble jer på en bankoaften, gymnastikopvisning, foredragsforening eller noget helt fjerde, som man i forvejen mødes om i lokalsamfundet. Ræk ud og se om I kan etablere samarbejder med de lokale landsbyorganer, etablerede foreninger eller (fri)skoler og virksomheder.

Når energiforeningen formelt er etableret med vedtægter og bestyrelse, kan det være tid til at gå i dialog med udviklere, der har planer om projekter lokalt. Eller man kan etablere sit eget projekt.

Kort og meget forenklet er der 7 trin på vejen til et lokalt anlæg.

  1. Saml lokalområdet og organiser jer f.eks. i en energiforening
  2. Afdæk og tag dialogen om ønsker og behov i lokalsamfundet
  3. Afklar mulige placeringer og hvad der skal tages hensyn til i samarbejde med lokalområdet, kommunen og evt. eksterne rådgivere
  4. Gå i dialog og lav aftaler med lodsejere, projektudviklere og andre relevante aktører
  5. Dokumenter at der er opbakning lokalt. F.eks. gennem afstemninger
  6. Udarbejd en projektansøgning til kommunen.
  7. Etabler evt. en erhvervsdrivende fond med almen sigte, der kan omsætte de økonomiske gevinster til lokal udvikling i fællesskabets interesse
Hent inspiration

Energiforeninger i Thy

Lokale kræfter arbejder flere steder i Thy på at starte lokale energiforeninger.

Her finder du en oversigt, over de foreninger og arbejdsgrupper der er etableret. Find link til deres hjemmesider og vedtægter. Du kan også finde kontaktoplysninger på bestyrelserne og tovholderne bag.

Initiativet er et samarbejde på tværs af borgere i Midtthy. Energiforeningen Midtthy dækker postnummer 7752 samt Stagstrup, Skoldborg og Kallerup sogne.

Du kan se mere på foreningens hjemmeside, hvor du også kan melde dig ind.

Energiforening Sydthy er stiftet i et samarbejde mellem borgere, erhvervsliv og fjernvarmeværker i Hurup, Vestervig og Bedsted. Foreningen dækker som udgangspunkt postnumrene 7760, 7770 og 7755. 

Du kan læse mere om foreningen, dens vedtægter og hvordan du melder dig ind på deres hjemmeside.

Du kan også finde en oversigt over bestyrelsen.

Hanstholm VE-forening er et samarbejde imellem borgerne i Hanstholm, Ræhr/Vigsø og Klitmøller. Foreningen dækker som udgangspunkt over de fire sogne. Foreningen vil sikre lokalsamfundenes medindflydelse på den Vedvarende Energi (VE)-udvikling i lokalområdet. 

Foreningen har sin egen hjemmeside. Her kan du kan læse mere om formålet, foreningens vedtægter og hvordan du melder dig ind.

Du kan også let finde foreningens bestyrelse.

VE Brund-Skinnerup er en vedvarende energiforening, der varetager borgernes interesser i Brund-Skinnerup området.

Her finder du bestyrelsen og muligheden for at melde dig ind i foreningen.

Hundborg og Omegns Borgerforening samt Sjørring Håndværker og Borgerforening har i fællesskab nedsat en arbejdsgruppe på tværs af de to borgerforeninger. De har hver udpeget en repræsentant. 

Arbejdsgruppens kontaktpersoner:

Sjørring

Peder Hanghøj
pederhanghoej@icloud.com

Hundborg

Nick Hüttel
hundborgborgerforening@gmail.com 

VE-arbejdsgruppen Sjørring Sø bygger på et tæt samarbejde med og repræsentation gennem Vang/Tvorup/ Vangså borgerforening.

Arbejdsgruppen består af: 

Folmer Svendsen
wf97974156@hotmail.com 
40 46 76 39

Mikael Fenger
elsewienberg@hotmail.com 
60 48 43 90

Annette Frøkjær Christensen
annettetvorupvej@gmail.com 
40 11 39 93

Thomas Kloster
thomaskloster1990@gmail.com 
27 28 34 41

Peter Karl Jørgensen
peterkarlj@gmail.com 
24 93 51 43

Anja Traulesen
Tvorupvej10@gmail.com 
41 92 07 50

Området omkring Hillerslev og Kåstrup Sogne er organiseret via lokalrådet

Kontaktperson

Bjarne Holm
Mail: bjh201@vip.cybercity.dk
Telefon; 20951745

Energiforeningen dækker områderne i og omkring Nors, Tved og Vandet.

Formand:

Casper Søe Larsen
mail: caspersoe@hotmail.com
telefon: 51377315

Hvad gør vi?

Thisted Kommunes rolle

Udviklingen af fremtidens grønne energiforsyning skal ske i samspil med borgere og lokalsamfund. Det er en del af vores strategi i Thisted Kommune. Derfor er vi sparringspartner for de lokale energiforeninger.

Vores rolle er især at hjælpe i opstartsfasen.

Vi kan f.eks:

  • give input til, hvordan man får etableret en forening
  • hjælpe til med at få indkaldt til de første borgermøder

Vi skaber også netværk mellem energiforeningerne, så de gode løsninger og erfaringer bliver delt på tværs. Netværket skal styrke de enkelte foreninger i deres dialog med udviklere, kommunen og i selve lokalsamfundet med kompetencer og erfaringer fra andre VE-projekter i kommunen. Målet er, at vi, over tid, får skabt nogle stærke lokale organiseringer, der kan leve videre på egen hånd.   

Start en energiforening

Brug for hjælp?

Thisted Kommune hjælper gerne lokalsamfund til at få startet en lokal energiforening op.

Her på siden kan du læse mere om, hvad en energiforening er og hente inspiration fra etablerede foreninger.

Ring eller skriv til os, så tager vi dialogen om, hvordan I kan komme i gang lokalt.

Team Energi og Ressourcer

Kontakt

Foreninger skyder frem

Den grønne omstilling skal på thyboernes hænder og økonomien skal udvikle og gavne lokalsamfundene. Derfor organiserer borgerne sig i lokale energiforeninger. 

Sådan gik det for sig, da Ræhr samlede lokalområdet for at starte en lokal energiforening op.

Læs mere