De sidste levedøgn
Når døden nærmer sig hos et alvorligt sygt menneske, opstår der ofte usikkerhed og spørgsmål hos de nærmeste.
Hvad kan man forvente i den sidste tid? Hvilke tegn fortæller, at døden er nært forestående?
Lysten til og behovet for mad og drikke mindskes
I takt med, at den syge bliver mere afkræftet, bliver det anstrengende at spise og drikke. Derfor kan der være behov for, at den syge får hjælp til at indtage mad og væske som han/hun har lyst til og i de mængder, som han/hun kan magte. Dette er vigtigere end ernæringsrigtig kost.
Senere kommer der et tidspunkt, hvor mad og drikke hverken er ønsket eller nødvendigt, da kroppen ikke kan drage nytte af det. Dette kan give anledning til bekymring hos de pårørende, som er bange for, at den syge tørster, og man kan have en forventning om, at kunstig væsketilførsel vil lindre. Det vil sjældent være nødvendigt; tværtimod kan kunstig væsketilførsel påføre den syge gener i form af væskeophobning og åndenød.
Det kan være svært at acceptere, at den syge holder op med at spise og drikke, også selvom I som pårørende ved, at jeres nære er døende. Dette er imidlertid et fysisk tegn på, at den syge ikke vil få det bedre. Når den syge ikke længere kan spise og drikke, bliver slimhinderne i munden tørre. Det lindrer at få munden fugtet og læberne smurt.
Forandringer i vejrtrækningen
Mange syge oplever åndenød og åndedrætsbesvær, hvilket kan give anledning til frygt for at skulle dø med en fornemmelse af at blive kvalt. Angst kan forværre åndenød, men det har personalet mulighed for at lindre både med medicinske tiltag og ikke-medicinske tiltag, såsom god lejring, frisk luft og ro omkring den syge. Tilstedeværelsen af et andet menneske kan være en stor hjælp for at forebygge angst og åndenød. Undersøgelser viser, at der ikke er belæg for, at iltbehandling har nogen lindrende effekt på åndenød i de sidste levedøgn.
De sidste levetimer kan der forekomme en højlydt rallende vejrtrækning. Det skyldes spyt og slim i luftvejene, fordi den syge ikke længere er i stand til at synke eller hoste. Dette vil sjældent genere den syge, som er bevidsthedssvækket, men det kan være ubehageligt for de pårørende. Stillingsskift og medicinsk behandling vil hyppigt kunne lindre. Sugning i luftvejene vil ofte kun forværre tilstanden og øge mængden af slim og anbefales derfor ikke.
Åndedrættet kan desuden være kendetegnet ved skiftevise perioder med hurtig vejrtrækning og længere pauser i vejrtrækningen. Dette er normalt og ikke en kamp for at få luft, for din nære er ikke længere bevidst om sit åndedræt.
Smerter
Med alvorlig sygdom kan der følge smerter. Den syge og de pårørende kan være bekymrede for, at smerterne forværres uden mulighed for lindring i den sidste tid. Moderne behandlingsmuligheder kan i langt de fleste tilfælde lindre smerterne. Smertestillende medicin har altid til formål at lindre og ikke at fremskynde døden.
Bevidsthedsændringer
I den sidste levetid sover eller blunder de fleste en stor del af tiden. Det opleves, at den syge gradvist trækker sig tilbage fra omgivelserne. Dette er en naturlig proces på grund af svækkelse og ikke et udtryk for manglende påskønnelse af familiens omsorg. Oplevelsen af at være sammen kan være en stor glæde for alle. At være sammen med mennesker, man kender, giver tryghed for den syge og dermed en følelse af, at ens liv har været betydningsfuldt, og at man vil blive husket.
At sidde og holde i hånd uden at sige noget kan være meget betydningsfuldt for den døende.
I de sidste levedøgn kan den syge indimellem virke uklar og måske tale om hændelser eller personer, der hører fortiden til. Tidsfornemmelsen ophæves, og den syge kan tale i vildelse, for derefter at blive klar igen. I denne situation er ro og nærvær den bedste støtte, man kan give. I nogle tilfælde kan den syge blive urolig, rastløs og forpint, og der kan være behov for beroligende og afslappende medicin. Til sidst opstår der bevidstløshed, og denne tilstand kan vare fra kort tid til flere dage.
Gradvist organsvigt
En følge af den alvorlige sygdom er, at kroppens organer gradvist svigter. I den allersidste levetid bliver urinproduktionen sparsom eller ophører helt. Et tegn på hjertets svækkelse er, at hænder og fødder bliver kolde, og huden kan synes blålig. På dette stadie vågner de fleste ikke op, men sover ind i døden. Det er et vanskeligt tidspunkt for de nærmeste, som skal sige farvel til et familiemedlem eller en nær ven.
Det kan være svært at vide, hvad man skal sige til hinanden og at udholde stilheden. Musik, højtlæsning, sang eller andet, der har haft betydning for den syge, kan være meningsfyldt. Man mener, at hørelsen er den sidste sans, der forsvinder, så derfor er det af stor betydning fortsat at tale til den syge, - og huske at alt, hvad der siges hos den døende, kan høres og registreres.
Vågetjeneste
Der er mulighed for at benytte vågere, gennem Vågetjenesten Thisted eller Røde Kors, Sydthy og Hanstholm. De tilbyder at sidde hos døende som ellers ville være alene.
De tilbyder at være tilstede som medmenneske på den syges betingelser og aflaste og støtte de pårørende i en kortere periode, så de nærmeste kan få et pusterum, der kan give ny energi.
Få mere information på: www.vaagetjenesten-thisted.dk