Borgerne i Thy bør høres om projektforslag med sol- og vindenergi.
Derfor vil mange thyboer få et brev i e-Boks, der giver mulighed for at stemme for eller imod konkrete forslag til energiprojekter i deres nærområde.
Sidste år prioriterede kommunalbestyrelsen tre projekter ved Røjkær, Gisselbæk og Bjerre under forudsætning af, at de havde lokal opbakning. Derfor kommer de projekter nu til afstemning. Og flere afstemninger er på vej i kølvandet.
Projekterne kommer til lokal afstemning, da man i Thisted Kommune har udviklet Thy-Modellen, som vil skabe bedre forudsætninger for at lykkedes med den grønne omstilling på en måde, der giver værdi til Thy og de mennesker, der bor her. Det betyder at udviklerne har været i dialog med energiforeninger, lodsejere, borgerforeninger og lignende i forhold til at imødekomme og indpasse lokale forslag og ønsker, så borgerne kan sætte et aftryk på de lokale projekter og skabe muligheder for lokal udvikling.
- Et af de bærende elementer i Thy-modellen er borgerinddragelse. Vi tror på, at det er helt afgørende, at lokalsamfundene bliver inddraget og både kan se og påvirke udviklingsmulighederne i deres nærområde. Grøn omstilling påvirker hele lokalsamfund, derfor får borgerne lokalt nu mulighed for hver især at afveje fordele og ulemper, fortæller Jens Kristian Yde, der er formand for Erhverv-, Klima-, Miljø- og Teknikudvalget.
I Thy-modellen er lokal opbakning nøglen til at sætte planlægningen i gang hos kommunen. Det skal afstemningerne, der bliver åbnet for snart, være med til at vise, om det er lykkedes at opnå. Først derefter går den almindelig proces i gang. Her skal der laves lovpligtige miljøvurderinger, lokalplaner og andet og der vil også være de klassiske høringsperioder. Projekterne er altså på nuværende tidspunkt i en helt tidlig fase.
Jens Kristian Yde håber, at alle, der modtager et brev i e-Boks, vil prioritere tid til at sætte sig ind i det foreslåede projekt, deltage i borgermøderne og afgive sin stemme.
- Kommunalbestyrelsen vil bruge afstemningsresultatet i en helhedsvurdering, når vi skal vurdere sol- og vindprojekterne. Jo bredere opbakning blandt lokalsamfundet, jo mere modent anses projektet at være. Dermed er afstemningen sammen med de traditionelle høringssvar en indikator på, om vi bør sende planlægning videre til næste fase, pointerer udvalgsformanden.