Grøn Pulje

Formålet med Statens Grønne Pulje er at sikre, at kommunes borgere får direkte gavn af de vedvarende energiprojekter, der bliver rejst i kommunen. Midlerne kan anvendes til en bred vifte af initiativer og lokale udviklingsprojekter, der gavner klimaet eller styrker fællesskabet og lokalsamfundet.

Hvor kommer pengene fra?

Grøn Pulje er et nationalt lovkrav. Det er Thisted Kommune, der administrerer de grønne puljemidler. Pengene kommer fra udviklere og projektejere, der opstiller vedvarende energianlæg i Thisted Kommune. Pengene er et engangsbeløb, som udvikler betaler, når energianlægget er tilsluttet til nettet, - dvs. i drift. Beløbet er beregnet ud fra størrelsen af energianlægget.

2024

Satser for Statens Grønne Pulje

  • Landvindmøller: 313.000 kr. pr. MW (kapacitet)
  • Solcelleanlæg: 125.000 kr. pr. MW (kapacitet)
  • Havvindmøller: 418.000 kr. pr. MW (kapacitet)
Figuren viser tre beregningseksempler på Grøn Pulje
Figuren viser tre forskellige eksempler på Grøn Pulje. A) Et vindmølleprojekt på tre 150 meter høje 4,5 MW møller vil udløse en Grøn Pulje på ca. 4.225.000 kr. B) Et solcelleprojekt på 200 hektar vil udløse en Grøn Pulje i omegnen af 25.000.000 kr. C) Et kombinationsprojekt med otte 167 meter høje 7,2 MW møller og 75 hektar solceller vil udløse en Grøn Pulje på omtrent 27.400.000 kr.

Hvordan fordeler vi pengene?

I Thisted Kommune deler vi de grønne puljemidler i to, med hver deres formål og hver deres procedure.

A: 80 % til lokalsamfundet

Politikerne i Thisted Kommune har besluttet, at mindst 80 % af midlerne fra Grøn Pulje skal gå til de lokalsamfund, hvor energianlæggene er stillet op. Her har energiforeningerne (eller tilsvarende) en central rolle som sparringspartner og fordeling og udbetaling af midler sker i nært samarbejde mellem Thisted Kommunes Plan og Miljøafdeling og den eller de involverede lokale energiforeninger.

B: 20 % på tværs af Thy

Politikerne i Thisted Kommune har besluttet at op til 20% af Grøn Pulje kan bruges på initiativer i hele Thisted Kommune. Der kan løbende opstilles kriterier for de enkelte puljemidler. Forvaltningen vil i samarbejde med LUF-rådet eller lignende organisationer vurderer projekterne. Det er Erhverv, - Klima-, Miljø- og Teknikudvalget, der her træffer de endelige beslutninger om tildeling af midler.

Læs hele Thisted Kommunes administrationsgrundlag her

Illustration af fordeling af Grøn Pulje midler i Thisted Kommune, hvor 80% går til lokalsamfund, og 20% kan bruges til initiativer på tværs af hele kommunen.
Illustrationen viser fordelingen af Grøn Pulje midler i Thisted Kommune. Her går mindst 80% til de lokalsamfund, der huser solceller og vindmøller, mens de resterende 20% kan bruges til initiativer på tværs af hele kommunen.

Eksempler på hvad man kan søge Grøn Pulje midler til:

  • Anlægs, udviklings- og byrumsprojekter
  • Driftsmidler til almennyttige foreninger og institutioner med betydning for lokalsamfundet ( gælder kun A)
  • Skovrejsning, natur- eller biodiversitetsprojekter
  • Rekreative faciliteter
  • Opkøb af anparter i lokale energianlæg – med formål at oprette en lokal fond (gælder kun A)
  • Etablering af energifællesskaber
  • Energirådgivning
  • Projektforslag og projektmodning af nær- og fjernvarmeløsninger
  • Legepladser
  • Udvikling af helhedsplaner

Pengene kan ikke søges til:

  • Private projekter
  • Personligt udstyr,
  • Udgifter der er afholdt inden ansøgningspunktet
  • Aktiviteter udenfor kommunegrænsen

Hvem kan søge?

Foreninger og selvejende institutioner, borgere og virksomheder kan alle søge midler fra Grøn Pulje, så længe initiativet har et almennyttigt eller generelt formål. Thisted Kommune kan ikke selv søge midler fra puljen, dog kan Thisted Kommune få dækket administrationsomkostninger af midlerne fra puljen.

Hvornår kan man søge?

Der er i øjeblikket ingen åbne grønne puljer i Thisted Kommune. Grøn Pulje bliver først oprettet, når de vedvarende energianlæg er sluttet til nettet og i drift. Når det sker, forventer vi at have 2 ansøgsningsrunder om året.

For dig der bor tæt på

Grøn Pulje er en del af loven om fremme af vedvarende energi - også kaldt VE-loven. 

Grøn Pulje kan komme alle i Thisted Kommune til gavn.

Er du nabo - eller bor du i nærheden af kommende anlæg, er der flere ordninger, du bør være opmærksom på:

Værditab

Salgsoption

VE-bonus

Energiforeninger

Energiforeningerne har en central rolle i forhold til at få de grønne puljemidler ud og leve lokalt.

Find din lokale energiforening